Der var cykelstjerner, der var glitter - og der blev præsenteret et helt nyt look, da cykelholdet Movistar torsdag præsenterede sit 2018-lineup.

Holdet har senest trillet rundt i en meget dybblå trøje med grønt sponsorlogo, men næste år bliver det anderledes.

For næste år skal man kigge efter en ny farve i feltet, når man vil spotte en Movistar-rytter. Nu skal rytterne i stedet køre i lyseblåt.

Det blev også præsenteret på Twitter, hvor rivalerne fra Astana var hurtige til at svare (faktisk hurtigst af alle).

»Wow, flotte farver på den nye trøje,« lød det tørt fra Kaskahkstan.

Og nok også en smule ironisk. For det er ikke svært at se farve-ligheden med de trøjer, som har kørt rundt med i årevis.

Se bare Jakob Fuglsang ved Tour de France-præsentationen i år:

Foto: PHILIPPE LOPEZ
Vis mere

Præsentationen afslørede også på det sportslige plan, at Movistar har tænkt sig at gå ualmindeligt stærkt til angreb på Tour de France næste år.

I dette års Tour de France gik eksempelvis Astana ind med det, de kaldte en delt kaptajnrolle mellem italienske Fabio Aru og danske Jakob Fuglsang. Til næste år vil spanske Movistar ikke bare have to, men tre ualmindeligt stærke kort at spille ud.

Colombianeren Nairo Quintana og den spanske duo Alejandro Valverde og Mikel Landa kommer til at udgøre en sand vanvidstrio til næste års Tour de France. Det skriver nyhedsbureauet AFP ifølge Velonews.

På papiret ligner det måske, at Quintana skal være kaptajn, men colombianeren virkede ikke stærk under dette års Tour de France. Den aldrende Valverde, som har prøvet at dele kaptajnrollen med Quintana før, styrtede ud af løbets første etape, men han kom ind til Touren i fremragende form efter sejre i Liege-Bastogne-Liege og Fleche Walonne samt samlede sejre i de mindre etapeløb Catalonien Rundt og Baskerlandet Rundt.

Førsteudfordreren kan dog meget vel vise sig at være Mikel Landa. Den 28-årige spanier triller for Movistar i den kommende sæson, som han er skiftet til fra Team Sky. Her var han luksushjælperytter for Chris Froome og sluttede bare et sekund fra podiet i Touren. Han er skiftet for at få lov til at køre sin egen rolle.

Movistar har endnu ikke vundet Tour de France, hvor Nairo Quintana to gange er sluttet som nummer to, mens han har vundet både Giro d'Italia og Vuelta a España. Alejandro Valverde vandt Vueltaen i 2009 for Caisse d'Epargne.

Næste års Tour de France starter den 7. juli i Noirmoutier-en-l'Île i det vestlige Frankrig.