Danske Jakob Fuglsang har søndag vundet 5. etape af Tirreno-Adriatico.

Danskeren klarede den kuperede etape af World Tour-løbet på 4 timer, 39 minutter og 32 sekunder.

Og det har i den grad været en god dag for Astana, da Jakob Fuglsangs holdkammerat Ion Izagirre søndag vandt 8. og sidste etape af Paris-Nice.

Det skete, efter han formåede at køre sig i front og stikke af fra et stort udbrud.

I det italienske havde Jakob Fuglsang altså også en meget stærk dag på kontoret, og han kunne køre alene over målstregen med knyttede næver efter at have kørt fra flere af favoritterne, som danskeren fik sat på plads på den 180 kilometer lange etape.

Med 24 kilometer til mål trådte Jakob Fuglsang for alvor i karakter, da han satte i angreb, og han fik i løbet af det sat både Nico Denz, Davide Gabburo og Mads Pedersen af.

Allerede her så det godt ud for danskeren, der med tre kilometer tilbage havde 53 sekunder ned til Adam Yates, Primoz Roglic, Mads Pedersen og Davide Gaburro. Men det var ikke helt slut endnu, for der manglede lige en barsk stigning som den sidste forhindring inden sejren.

Det var dog en udfordring, som Jakob Fuglsang tog op med bravour, da danskeren holdt konkurrenterne bag sig og på fornem vis kørte alene over målstregen. Da han gjorde det, var det med en fin gestus.

For Jakob Fuglsang pegede op mod himlen som en hilsen til sin tidligere holdkammerat, italienske Michele Scarponi, der døde 22. april 2017, da han blev kørt ned under en træning tæt på sit hjem, da chaufføren så video på sin smartphone, mens han kørte. Noget, der fik tragiske følger.

Søndagens etapesejr er den første siden april sidste år for den 33-årige Fuglsang, der dog ikke formåede at køre sig i føretrøjen. Den beholder Adam Yates, der blev nummer to sent søndag eftermiddag.

Løbet er dog ikke slut endnu, da der mangler yderligere to etaper de næste par dage.

Først venter der Jakob Fuglsang og co. en flad etape, og tirsdag følger så en ti kilometer lang enkeltstartsetape.