Stor nervøsitet førte til mange styrt på åbningsetape
Adskillige ryttere var i asfalten på 1. etape af Danmark Rundt, hvor rytterne mærkede stress hele vejen.

Adskillige ryttere var i asfalten på 1. etape af Danmark Rundt, hvor rytterne mærkede stress hele vejen.

Førstedagen i et etapeløb er ofte hektisk, fordi rytterne dels skal finde sig til rette og er nervøse for at fejle med det samme, og dels er der en førertrøje på spil på målstregen.
1. etape af PostNord Danmark Rundt onsdag var ikke fritaget for uro og stress i feltet. Så langt fra faktisk.
Sidevindskørsel bidrog til øget stress, og derfor blev det en etape præget af flere styrt.
- Det var super hektisk, for der var nogle af de store hold, som også gerne ville i udbrud, og det gør også, at der går en del tid, før det kommer afsted, siger Sebastian Nielsen fra det danske kontinentalhold ColoQuick.
- Og så blæste det lige nøjagtigt ikke nok til, at det splittede helt i feltet, og det giver nærmest den værste stress, fordi alle bliver super nervøse. Og det giver altså bare styrt.
Han var selv en af dem, som fik vist sig frem i udbrud - endda også på egen hånd på de afsluttende omgange i Aalborg.
Det var med til at sikre ham føringen i konkurrencen om bakketrøjen.
Han blev dog hentet og sad ikke med, da det hele skulle afgøres mellem otte mand, der kom samlet til mål.
Det gjorde Henrik Brejner Pedersen fra Uno-X, og han spurtede ind som nummer tre, men nåede også at opleve den store stress i feltet på etapen undervejs.
Nu er førertrøjen placeret på storfavoritten Wout van Aert, der vandt etapen, og Brejner Pedersen håber, at det kan dæmpe uroen i feltet resten af vejen.
- Man ser tit i løb, at når der er en førertrøje på spil, og det er 1. etape, så giver det lidt mere uro.
- Jeg tror, det bliver mindre hektisk nu. Det er, som man også ofte ser i den første uge af Tour de France, tit i starten, der kommer mange styrt, siger Henrik Brejner Pedersen, som sikrede sig ungdomstrøjen på åbningsetapen.
RITZAU