Den østrigske cykelrytter Stefan Denifl har indrømmet brug af doping.

Det oplyser statsadvokaten i Innsbruck til den østrigske tv-kanal ORF ifølge nyhedsbureauet NTB.

Avisen Kronen Zeitung skriver, at Denifl blev arresteret fredag, men han er blevet løsladt igen efter at have indrømmet bloddoping.

Stefan Denifl har tidligere vundet en etape i Vuelta a España – det skete i 2017.

Foto: JOSE JORDAN
Vis mere

Østrigeren har i løbet af sin karriere kørt på hold som Cervélo TestTeam, Leopard Trek og IAM Cycling.

I efteråret 2018 annoncerede Denifl, at han havde underskrevet en kontrakt med CCC, men to måneder senere blev det meddelt, at kontrakten var annulleret 'af personlige årsager'.

Afsløringen af Denifl sker i kølvandet på onsdagens dopingskandale i østrigske Seefeld. Her blev ni personer anholdt under en razzia i forbindelse med VM i de nordiske skisportsdiscipliner. Blandt de anholdte var fem skiløbere. Atleterne stammer fra Østrig, Estland og Kasakhstan

En af de anholdte var langrendsløberen Max Hauke, som blev grebet på fersk gerning, da han sad med en nål i armen og var i fuld gang med at bloddope sig, da politiet brød ind på hans værelse.

Max Hauke var blandt de atleter, der onsdag blev anholdt i forbindelse med en razzia under VM.
Max Hauke var blandt de atleter, der onsdag blev anholdt i forbindelse med en razzia under VM. Foto: Kai Pfaffenbach
Vis mere

Den tyske læge Mark Schmidt er i centrum for dopingskandalen, da han menes at være bagmanden i et dopingnetværk.

Efter onsdagens razzia i Seefeld kom det frem, at Mark Schmidt i specialfrysere i en garage i byen Erfurt har opbevaret omkring 50 poser med blod, som menes at stamme fra atleter.

Derfor ventes skandalen også at gribe om sig, når dna-resultaterne fra blodposerne kommer.

Lægen selv risikerer en fængselsstraf på op til ti år.

/ritzau/