»Det er en trist dag, det er der ingen tvivl om. 6-dagesløbet er jo en tradition.«

Sådan siger sportsleder på det populære danske cykelløb, Jimmi Madsen, til B.T.

Onsdag blev det offentliggjort, at 6-dagesløbet ikke bliver afholdt i 2020 af arrangør Michael Sandstød, som står bag Sandstød Sport og Event.

»Efter at have afviklet syv succesrige 6-dagesløb i Ballerup Superarena siden 2013 er det med beklagelse, at jeg må meddele, at jeg af personlige årsager ikke kan arrangere Det Københavnske 6-dagesløb i 2020,« siger Michael Sandstød i en pressemeddelelse.

Jimmi Madsen ønsker (heller ikke) at komme ind på de personlige årsager, men forklarer, at man har måttet se virkeligheden i øjnene.

»Sådan er det nogle gange i denne her verden, hvor man bliver nødt til at stoppe her og trække vejret. Det har Michael valgt at gøre,« forklarer Jimmi Madsen, der har sparret med Michael Sandstød i processen om at aflyse løbet.

»Michael har bygget løbet op til at være en succes. Succes er én ting, men alt rundt omkring skal også kunne følge med. Om han har tjent penge? Tja, det ved jeg faktisk ikke. Men nogen guldgrube har det aldrig været. Man har ligeså meget lavet det her med hjertet.«

Det gør det måske bare endnu mere hjerteskærende at måtte aflyse så?

»Jo, det kan man sige. Alle os hjælpere har da fået noget for det, men man har ikke skullet gøre det op i timer.«

For Jimmi Madsen går det faktisk ikke værst ud over arrangørerne.

Den tidligere deltager i løbet sender nemlig tanker afsted til de mindre etablerede ryttere, der ikke får chancen for at vise sig frem i løbet i 2020.

»Det har altid været en fantastisk scene for de danske ryttere, og der vil være nogle, der bliver en smule fattigere. Det er dér, jeg synes, det rammer hårdest. Hos de her mini-6-dagesryttere, som ligger og kæmper for at få lov til at ligne de store. Det er personligt det værste, synes jeg.«

Michael Sandstød har stået for at arrangere 6-dagesløbet siden 2013. Men i 2020 er løbet aflyst, oplyser han.
Michael Sandstød har stået for at arrangere 6-dagesløbet siden 2013. Men i 2020 er løbet aflyst, oplyser han. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Resten af Michael Sandstøds aktiviteter i Sandstød Sport og Event fortsætter, men 6-dagesløbet er den største del af forretningen, siger Jimmi Madsen, som kalder aflysningen for en 'velovervejet beslutning'.

Det er endnu uvist, om et andet firma kan stå for at arrangere løbet i 2020, men hvis det er tilfældet, anser Jimmi Madsen det som urealistisk, at det bliver afholdt på datoerne 30. januar-4. februar, som var den oprindelige plan.

Om Michael Sandstød kan afholde 6-dagesløbet i 2021, ved Jimmi Madsen heller ikke.

»Michael er en fighter, og han dukker altid op på den ene eller den anden måde. Nu er det lukket ned for 2020, og så må vi se, hvad der sker i 2021 – det store Tour de France-år,« siger Jimmi Madsen.