Mads Pedersen har stadig grund til at være motiveret trods aflysningen af Paris-Roubiax, siger sportsdirektør.

Den prestigefyldte brostensklassiker Paris-Roubaix var et af sæsonens helt store mål for den tidligere danske verdensmester Mads Pedersen.

Løbet, der normalt køres i foråret, var i år blevet udskudt til 25. oktober på grund af coronapandemien. Men fredag formiddag indløb så beskeden om, at løbet er aflyst på grund af virussets opblussen i Frankrig.

Det ærgrer Kim Andersen, sportsdirektør på Mads Pedersens hold, Trek.

»Vi vidste hele tiden, at der var en risiko, men vi havde selvfølgelig virkelig håbet på, at det kunne blive gennemført,« siger han.

»Det er klart en streg i regningen, for han (Mads Pedersen, red.) havde virkelig set frem til det,« lyder det fra sportsdirektøren.

Det kan ses på de sociale medier. Mads Pedersen har nemlig selv reageret på nyheden med et opslag på sin Twitter:

Det ene ord siger vist alt.

Danskeren, der vandt VM i England sidste år, havde håbet på at kunne køre Paris-Roubaix i verdensmestertrøjen i foråret. Den drøm fik det omfattende udbrud af coronavirus dog spoleret.

Men trods flere skuffelser i løbet af året har Mads Pedersen stadig grund til at være topmotiveret frem mod sæsonens sidste løb. Det siger Kim Andersen.

»Det er så sent på sæsonen nu, så det ændrer ikke noget på motivationen, for der mangler stadig tre vigtige cykelløb,« lyder det.

Det drejer sig om World Tour-løbene Gent-Wevelgem, Flandern Rundt og Driedaagse Brugge-De Panne, der alle køres i oktober. Og det er alle løb, hvor Mads Pedersen har en vinderchance, lyder vurderingen.

»Det er jeg overbevist om,« siger Kim Andersen.

Mads Pedersen ville ligeledes have kunne gjort sig gældende i Paris-Roubaix.

»Men det gør han bare næste år så,« lyder det fra sportsdirektøren.

Gent-Wevelgem er næste kommende klassiker for Mads Pedersen og resten af Trek-holdet. Den køres søndag 11. oktober.

/ritzau/