Brosten, lyden af helikopter og højtråbende belgiere i vejkanten. Det kan kun betyde én ting – cykelsæsonen er i fuld sving.

For at skyde året i gang på bedst mulig vis, har B.T. taget fat i tre af de skarpeste cykelhjerner i Danmark, sat dem i den varme stol og bedt dem om at komme med deres mest slibrige forudsigelser om cykelåret 2024. 

Og særligt to danskere har eksperterne store forventninger til, mens en af de store stjerners fremtid er oppe i luften. 

De tre eksperter er Bjarne Riis, Discoverys cykelekspert Brian Holm og TV 2 Sports cykelekspert Emil Vinjebo. 

Jonas Vingegaard vandt i overbevisende stil Tour de France i 2023, men hvad vinder han i år? (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Jonas Vingegaard vandt i overbevisende stil Tour de France i 2023, men hvad vinder han i år? (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvad vinder Jonas Vingegaard i år? 

Vi lægger ud hos TV 2 Sports cykelekspert Emil Vinjebo, der har serveretten på denne forudsigelse. 

»Jeg tror, at Vingegaard vinder Tour de France, Vuelta a Espana og så en masse andre cykelløb,« siger Vinjebo. 

Det er endnu ikke 100 procent sikkert, at Vingegaard skal køre Vuelta a Espana, men i det tilfælde, at danskeren kører den spanske Grand Tour, tror Vinjebo på dansk sejr. 

Den forudsigelse er ikke langt væk fra, hvad Brian Holm tænker om den dobbelte Tour-vinders sæson:

»Han vinder 80 procent af, hvad han stiller op i. Inklusiv Touren,« mener Holm, der samtidig tror, at Jonas Vingegaard kan vinde Vueltaen, hvis han kører den. 

Spørgsmålet er så bare, om Vingegaard så bør stille op i både Vueltaen og Touren.

»Personligt synes jeg ikke, det er en god idé at køre to Grand Tours på et år. Det slider på kroppen hver gang,« siger Holm. 

»Mon ikke, han kører med om sejren i stort set alt, han stiller op i. Det forventer jeg, og det gør han da også,« siger Bjarne Riis.

Det bliver dog ikke nødvendigvis en dans på roser for Vingegaard.

»En ting er at køre med om sejren – en anden er at vinde. Nogle gange gør marginalerne forskellen. Jeg tror, han får mere modstand til Touren i år fra Tadej Pogacar og Primoz Roglic.« 

Bliver 2024 året, hvor Mads Pedersen vinder et monument?
Bliver 2024 året, hvor Mads Pedersen vinder et monument? Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Vinder Mads Pedersen et monument i år?

Brian Holm får første ord ved denne forudsigelse. 

Discoverys cykelekspert tror i den grad på, at det er året, hvor Mads Pedersen endelig vinder det monument, som han så gerne vil vinde.

»Jeg tror, han tager et monument i år. Der er ingen tvivl om, at benene i hvert fald er til det, og så skal sol måne og stjerner bare stå lige. Skulle jeg gamble, så siger jeg, det er i år, han tager den.« 

Holm fremhæver særligt Paris-Roubaix som monumentet, hvor han tror på dansk sejr. 

»For mig vil det være ulogisk at sige, at det gør han ikke. Jeg har ikke argumentet for hvorfor, han ikke vinder, men jeg har masser for, at han vinder,« siger Bjarne Riis om Mads Pedersens chancer for at vinde det forløsende monument.

Riis mener da også, at det bare er et spørgsmål om tid, før det lykkes for Lidl-Trek-stjernen. 

»Han bør vinde en dag, for han er en top-vinder. Spørgsmålet er hvornår. Knægten bliver bedre og bedre – det er helt vildt.« 

Emil Vinjebo stemmer i med Riis og Holm: 

»Ja, jeg tror, at Mads Pedersen vinder et monument i år,« siger han. Også Vinjebo fremhæver det franske brostenshelvede Paris-Roubaix som det monument, han tror på. 

Og det gør han særligt af den grund, at det er dét løb, som Mads Pedersen allerhelst vil vinde. 

Magnus Cort har skifte EF Education – Easypost ud med Uno-X for 2024 sæsonen (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Magnus Cort har skifte EF Education – Easypost ud med Uno-X for 2024 sæsonen (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Bliver Magnus Corts skifte til Uno-X en succes? 

Denne gang starter vi hos Riis, der er noget forbeholden over for Corts skifte. 

»Det tror jeg ikke, men lad os nu vente og se – det er stadig tidligt at spå om. Sådan som Cort kører, er det ikke hans hold, der er afgørende, men mere et spørgsmål, om han har motivationen til at gøre sig så god som muligt og sidde de rigtige steder i feltet,« siger Bjarne Riis om Corts skifte til det norske hold. 

Brian Holm er ikke på samme vogn som Riis. 

Holm mener i stedet, at det kan blive et succesfuldt skifte for Magnus Cort. 

»Ja, det tror jeg, det bliver« siger Holm.

Cort skal hjælpe holdet på vej mod deres første Grand Tour-sejr, når de kører Tour de France i år. Danskeren har tidligere vundet etapesejre i Touren for Astana og EF Education-Easypost.

Skal man tro Emil Vinjebo, bliver Cort et hit på Uno-X, men det er ikke garanteret, det bliver fra første øjeblik.

»Ja, jeg tror, det bliver en succes, men jeg tror, det kommer til at tage tid. Spørgsmålet er, om det allerede bliver i år, han får kæmpe succes. Det kan godt være, det først bliver næste år.«

»Det kan godt tage lidt tid at vende sig til et andet miljø. Heldigvis er det et dansk-norsk hold, men med nyt udstyr og sådan, kan det godt tage lidt tid.«

 

Bliver det Jakob Fuglsangs sidste år som professionel cykelrytter? (Photo by Marco BERTORELLO / AFP)
Bliver det Jakob Fuglsangs sidste år som professionel cykelrytter? (Photo by Marco BERTORELLO / AFP) Foto: Marco Bertorello/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Er det Jakob Fuglsangs sidste sæson? 

Det kan siges helt kort, ifølge Brian Holm.

»Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror, han tager en sæson mere.«

Jakob Fuglsang skiftede fra 2022-sæsonen til det storsatsende Israel-Premier Tech, men det har ikke været nogen udpræget succes for den tidligere højtflyvende dansker. Det betyder dog ikke, at Fuglsang allerede skulle være stoppet, siger Holm.

»Overhovedet ikke. Jeg tror ikke helt, at holdet fungerer.«

»Jeg tror, han tager et år mere. Så bliver det måske på en kortere kontrakt, enten på Israel-Premier Tech eller et andet sted.«

»Jeg tror stadig, han har gnisten til at køre igen næste år.« 

Det er længe siden, at Jakob Fuglsang har vundet på landevejen, og det tror Vinjebo også har indflydelse på beslutningen.

»Han vil gerne slutte af med manér.«

Bjarne Riis lægger ikke skjul på, at han ikke ønsker at se Fulgsang stoppe.

»Jeg har altid været kæmpe fan af Jakob, fordi jeg set hans vilde talent. Når man ser nogen som ham, vil man aldrig have, de stopper.« 

Det er dog ikke alene op til Jakob Fuglsang, hvis man skal tro Riis.

»Han har stadig fysikken, men det afhænger af, om familien er enige om, at han skal fortsætte med at være professionel cykelrytter på topplan.«

I weekenden kan du læse anden del af forudsigelserne fra de tre store cykelhjerner. Lørdag kan du også følge storløbet Strade Bianche på bt.dk.