Den tidligere verdensmester, OL- og Tour-vinder Bradley Wiggins fortæller nye detaljer om sit livstruende misbrug af kokain
Blandt andet lukkede han sig inde på et hotelværelse og indtog stoffer i to uger under den voldsomme tid i karrierens efterår.

Den 45-årige cykelstjerne har tidligere åbnet op om, at hans kokainmisbrug var tæt på at koste ham livet.
Men i et interview med The Times forud for udgivelsen af sin nye selvbiografi giver han ifølge Feltet indsigt i, hvor massivt misbruget var:
»Et af de store øjeblikke fra London 2012 – og der sidder jeg i et klædeskab og sniffer kokain fra min guldmedalje, håner min bedrift og hader den for, hvad den har bragt mig,« siger han til mediet og tilføjer:
»Guldmedaljen, Tour de France … Det hele var dødt for mig. Den person, jeg havde været i Paris (Tour de France, red.) og London (OL i London 2012, red.), var også død for mig.«
Briten forklarer, at han selv har svært ved at forstå, hvordan han overlevede den voldsomme tid, når han kigger tilbage på sit kokainmisbrug.
Samtidig afslører Bradley Wiggins, at det var den tidligere cykelrytter og nære ven Lance Armstrong, der sendte ham på den afvænning, der i dag har gjort ham stoffri.
Forklaringen på den store nedtur tilskriver den tidligere Tour-vinder især det store skift i livsstil, da karrieren stoppede.
Misbruget blev en flugt fra virkeligheden, da strukturen, planlægningen og identitetens som cykelrytter pludselig var væk, fortæller han.