Astanas holdmanager Alexandre Vinokourov har satset alle sine jetoner på Jakob Fuglsang i dette års udgave af Tour de France, og han har store forventninger til sin danske kaptajn, når det lørdag går løs på de franske landeveje.

Det forklarer Vinokourov til B.T.

»Top 5 er ingen ting for mig. For mig er podiet minimumskravet, og det tror jeg også, Jakob er klar til,« siger Astana-bossen og fortsætter:

»Vi går efter at få Jakob på podiet. Og med lidt held Tour-sejren. Vi har en kaptajn, der er i storform. Alt er bygget op om ham. Og holdet er halvt dansk, så vi fokuserer på at lave et stort resultat,« lyder det fra 'Vino', som også har fundet plads til Michael Valgren, Jesper Hansen og Magnus Cort på Astanas Tour-hold.

Astanas holdmanager Alexandre Vinokourov (på billedet) har satset alle sine jetoner på Jakob Fuglsang i dette års udgave af Tour de France.
Astanas holdmanager Alexandre Vinokourov (på billedet) har satset alle sine jetoner på Jakob Fuglsang i dette års udgave af Tour de France. Foto: STEFANO RELLANDINI
Vis mere

Jakob Fuglsangs chef har udset sig tre ryttere, som bliver danskerens største rivaler i kampen om en plads på podiet i Paris.

»Jeg ser Nibali, Froome og Landa som Jakobs største rivaler. Og Richie Porte, men han har altid én dårlig dag,« siger Alexandre Vinokourov.

Jakob Fuglsangs bedste resultat i Tour de France-regi er en syvendeplads fra 2013.

Tidligere kunne B.T. afsløre Bjarne Riis planer om et ny dansk cykelhold, hvor man også har Jakob Fuglsang i kikkerten. Det kan du læse meget mere om her.