Primoz Roglic vandt 4. etape med to sekunders forspring, men gik glip af føringen i Vuelta al País Vasco.

Bilbao. Primoz Roglic var hurtigst, da cykelrytterne i Vuelta al País Vasco torsdag kørte 4. etape fra San Sebastian til Bilbao.

Den slovenske rytter fra LottoNL-Jumbo-holdet stak af fra feltet kort før mål, og det viste sig at være et smart træk.

I sidste sving forstyrrede et styrt nemlig de ryttere, der havde set frem til en spurtafgørelse, og dermed kunne Primoz Roglic køre alene i mål.

Han holdt feltet med australske Michael Matthews (Team Sunweb) som den nærmeste forfølger to sekunder bag sig.

27-årige Primoz Roglic, der er tidligere eliteudøver i skihop, har tidligere i år vundet etapeløbet Volta ao Algarve.

Sidste års vinder af Vuelta al País Vasco, Alberto Contador, var også i asfalten undervejs på etapen og kørte over målstregen med iturevet trøje.

Spanieren David de la Cruz (Quick-Step) fører fortsat i den samlede stilling.

Han er et enkelt sekund foran Primoz Roglic.

/ritzau/