Et slag til hovedet har nu kostet Juan Molano deltagelsen i Critérium du Dauphiné.

Den 27-årige colombianske stjerne er nemlig blevet smidt ud af det prestigefyldte cykelløb fredag eftermiddag, har løbsjuryen besluttet.

Det skriver TV 2 Sport.

Årsagen er, at UAE-rytteren slog Intermarché-rytteren Hugo Page flere gange under og efter 6. etape af det franske løb. Noget, som sidstnævnte da også forklarede efter etapen.

»Ifølge ham kørte jeg ind foran ham, men det var slet ikke tilfældet. Bare fordi jeg kun er 20 år, kan han ikke tillade sig at gøre sådan noget. Han er sindssyg,« sagde Hugo Page ifølge TV 2 Sport, inden Molano kom med en undskyldning:

»Mod afslutningen på etapen var det hurtigt og hektisk, og i kampens hede lavede jeg en farlig fejl. Jeg vil gerne undskylde til Hugo Page og alle andre ryttere for det, der skete.«

Fredagens etape blev i øvrigt vundet af 24-årige Valentin Ferron.

Den franske Total Energies-rytter spurtede sig til sejr efter at have siddet med i udbrud det meste af dagen.

Det belgiske cykelfænomen Wout van Aert fører stadig det samlede klassement, hvor danske Jonas Vingegaard ligger placeret som nummer fem.

Danskeren er ét minut og 36 sekunder efter belgieren.