»Forestil jer smerten.«
Sådan siger cykelstjernen Egan Bernal, da han for første gang fortæller om dagen, hvor han nær mistede livet.
Det var 24. januar, da Ineos-stjernen smadrede ind i en bus med høj hastighed under en træningstur.
I et langt interview med mediet Semana sætter Ineos-rytteren ord på, hvad der egentlig skete.
»Jeg kørte et interval foran mine holdkammerater. Da jeg kiggede frem, var der ingenting. Bag mig var der en bil, der eskorterede mig, og jeg kan huske, at jeg kørte med 58 kilometer i timen,« forklarer den 25-årige colombianer.
Men så gik det galt.
Egan Bernal satte farten op på sin cykel, og da han nåede en hastighed på 62 kilometer i timen, kørte han ind i den parkerede bus.
Det kostede ham blandt andet adskillige brud og flere operationer, og stjernen blev lagt i koma.
Samtidig var der 95 procents risiko for, at han ville blive lam i benene. Men han slap nærmest mirakuløst.
»Det er som en ny chance i livet for mig. Det er som at blive født på ny, og jeg nyder alle de små ting,« siger han i interviewet, hvor han også forklarer, at han er lykkelig for bare at være i live.
Nu er Egan Bernal på benene igen, og han har sågar også siddet på en hometrainer. Men uheldet har sat dybe spor i kroppen på stjernen, og det er endnu uvist, hvornår han kan returnere til cykelsporten.

