Tættere på en hjemmebanesejr i Copenhagen Sprint kunne Tobias Lund Andresen nærmest ikke komme.

Den danske sprinter blev leveret til noget nær perfektion af sit Decathlon-hold, men blev akkurat slået af Jasper Philipsen i et hæsblæsende opløb ved Botanisk Have i København.

For sprintere, der lever af sejre, er andenpladser tæt på ubrugelige. Men Lund kan i det mindste trøste sig med, at der ikke var meget mere, han kunne have gjort på de sidste meter.

- Jeg var tæt på at begynde at græde. Helt ærligt. Jeg havde så ondt i benene, at jeg ikke kunne stå op længere og var nødt til at sætte mig ned.

- Jeg er selvfølgelig lidt skuffet, når jeg var så tæt på, og mit hold gjorde det så godt. Det kunne virkelig ikke have været bedre.

- Det var så godt, at jeg næsten ikke kunne komme rundt om min egen rytter, siger Tobias Lund Andresen med henvisning til sin leadoutman Tord Gudmestad, der sluttede som nummer fire.

Han er langtfra den eneste, der er godt brugt efter de 228 kilometer i Nordsjælland og København.

Højt tempo kombineret med adskillige regnbyer sugede kræfterne ud af selv de mest veltrænede cykelben.

- Når jeg snakker med de andre, lyder det til, at alle var lige på grænsen, da vi kom ind til spurten. Det var en lang dag med dårligt vejr, og så var der en hel masse accelerationer inde på omgangene i København, siger Tobias Lund Andresen.

Vejret så dog ikke ud til at ødelægge tilskuerinteressen. Vejsiderne var også til løbets anden udgave fyldt med mennesker.

- Jeg var lidt bange for, at der ikke ville være så mange, fordi det regnede, men folk ville heldigvis hellere være våde end at blive hjemme.

- Det giver os noget moral, og det har jeg ikke haft så meget af det sidste stykke tid. Jeg har kun trænet i to dage efter at have været syg i et par uger, siger Tobias Lund Andresen.

Mens han "glæder sig til at se Tour de France i fjernsynet", var Copenhagen Sprint for andre ryttere en vigtig forberedelse til det franske etapeløb.

Det gælder ikke mindst Jasper Philipsen, der viste, at han stadig har masser af fart i cyklen. Med sejren i København kan belgieren tage til Frankrig med rank ryg i jagten på flere etapesejre end de ti, han allerede har på sit cv.

- En sejr er meget vigtig for vores selvtillid på holdet. Vi har arbejdet hårdt de seneste måneder, og jeg er selvfølgelig glad, siger Jasper Philipsen.

Sammen med de øvrige sprinterhold kom hans Alpecin-kammerater på hårdt arbejde for at indhente en udbryderkvartet, der holdt sig i front til få kilometer før mål.

- Det var svært, for det var et stærkt udbrud. Men det lykkedes, og til sidst kom der også et styrt, der fjernede flere af konkurrenterne.

- Tobias havde et godt leadout, så jeg er glad for, at det lykkedes mig at overhale ham til sidst, lyder det fra Jasper Philipsen.

/ritzau/