Er cykelstjernen Chris Froome skyldig i brug af doping?

Det spørgsmål skal Det internationale Cykelforbund (UCI) have afklaret inden juli, hvor det største cykelløb, Tour de France, skal afvikles.

Ellers vil arrangørerne bag cykelløbet, ASO, udelukke den britiske cykelstjerne Chris Froome fra dette års Tour de France.

Det fortæller flere unavngivne kilder i ASO ifølge The Irish Times og Cycling Weekly.

Den britiske cykelstjerne Chris Froome har vundet Tour de France fire gange. Han har annonceret, at han agter at stille op igen til sommer.
Den britiske cykelstjerne Chris Froome har vundet Tour de France fire gange. Han har annonceret, at han agter at stille op igen til sommer. Foto: BENOIT TESSIER
Vis mere

Sidste år blev Chris Froome testet positiv for et for højt indhold af stoffet salbutamol, som også bruges som astmamedicin. Siden afsløringen har den firedobbelte Tour de France-vinder dog erklæret sin uskyld.

»Jeg har været professionel rytter og behandlet mine symptomer og cyklet med astma i 10 år,« sagde Chris Froome dengang og fortsatte:

»Jeg kender reglerne. Jeg ved, hvad grænserne er, og jeg har aldrig overtrådt grænserne. Jeg har en meget fast rutine, når jeg bruger min inhalator, og ved, hvor mange gange jeg skal bruge den. Jeg har givet al information til UCI for at komme til bunds i sagen.«

32-årige Chris Froome cykler for storholdet Team Sky.
32-årige Chris Froome cykler for storholdet Team Sky. Foto: TOSHIFUMI KITAMURA
Vis mere

Men tre måneder senere er der endnu ikke faldet en afgørelse. I mellemtiden kan Chris Froome uden at bryde reglerne deltage i cykelløb verden over.

ASO mener dog, at det vil ødelægge cykelløbets image, hvis Chris Froome stiller op, uden at der er faldet en afgørelse. De mener derfor, at de uden juridiske konsekvenser fra Team Sky kan udelukke ham fra dette års Tour de France.

Det internationale Cykelforbund (UCI) sagde i sidste uge, at de kunne give Chris Froome en karantæne. Men det vil de formentlig ikke gøre. De håber i stedet, at sagen er afgjort, inden Tour de France til sommer.

Det var en urinprøve, som viste et indhold af salbutamol. Stoffet er ikke ulovligt, men Chris Froomes test viste det dobbelte af den tilladte koncentration.
Det var en urinprøve, som viste et indhold af salbutamol. Stoffet er ikke ulovligt, men Chris Froomes test viste det dobbelte af den tilladte koncentration. Foto: JAIME REINA
Vis mere

»Det er muligt, og det er rigtigt, at vi har magten til at gøre det. Men det er aldrig blevet gjort i forbindelse med salbutamol, og vi bliver nødt til at respektere Chris Froomes rettigheder. Det er ikke muligt at give ham særbehandling.«

UCI har tidligere opfordret Team Sky til at suspendere Chris Froome midlertidigt, indtil sagen er afgjort. Men det er ikke lykkedes endnu.

Tour de France starter den 7. juli og slutter igen den 29. juli i Paris.