Antoine Demoitiés tragiske dødsfald giver anledning til at se tilbage på et år, der har budt på en hel del påkørsler af cykelryttere.

Det ser farligt ud, når motorcyklerne drøner frem i feltet under cykelløb  - når de suser tæt forbi rytterne, så kameramanden kan skabe de bedste stil- eller livebilleder.

Det er det også.

Alene inden for det sidste år er minimum 10 ryttere påkørt af enten en motorcykel eller et andet løbskøretøj, og senest gik det helt galt i søndagens udgave af Gent-Wevelgem, da en motorcykel kørte over den styrtede Wanty Groupe-Gobert-rytter Antoine Demoitié. Den 25-årige belgier omkom efterfølgende af sine kvæstelser.

Ifølge TV2 Sport er der minimum 10 tilfælde, hvor et løbskøretøj har forårsaget en ulykke med en eller flere ryttere inden for d:e seneste år. Listen ser sådan ud:

Jesse Sergent (Trek) og Sebastian Chavanel (FDJ) i Flandern Rundt 2015:

Sidste års Flandern Rundt blev præget af to uheld, som involverede en servicebil fra Shimano. Både Jesse Sergent og Sebastian Chavanel fik en så voldsom tur i asfalten, at de begge udgik af løbet. I Chavanels tilfælde bragede Shimano-bilen op i bagenden på FDJ's holdbil, mens Chavanel fik hjælp.

Svein Tuft (Orica Greenedge) og flere andre i Tour des Fjords 2015:

En motorcykel styrtede i grøften under første etape af det norske løb, og uheldigvis sprang transportmidlet tilbage på vejen og ramte flere ryttere, herunder den canadiske mester Svein Tuft.

Jakob Fuglsangs albue havde taget tydelig skade efter mødet med motorcyklen og asfalten.
Jakob Fuglsangs albue havde taget tydelig skade efter mødet med motorcyklen og asfalten. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Jakob Fuglsang (Astana) i Tour de France 2015:

18. etape af sidste års Tour de France husker Jakob Fuglsang nok især for, at han på vej op ad stigningen Col du Glandon blev påkørt af en motorcykel, som kom kørende bagfra i høj fart. Fuglsang slap med en masse overfladiske skrammer, men styrtet ødelagde mere eller mindre hans Tour.

Greg van Avermaet (BMC) i Clásica San Sebastian 2015:

Den belgiske fartraket angreb på sidste opadgående forhindring i den spanske klassiker, da en tv-motorcykel ødelagde hans chancer for sejr ved at torpedere ham. Van Avermaet rasede efterfølgende på Twitter, og hans boss Jim Ochowicz kritiserede den internationale cykelunion UCI i grove vendinger.

Peter Sagan (Tinkoff) i Vuelta a España 2015:

Det så dramatisk ud, da Peter Sagan lavede en kolbøtte med sin cykel efter at være blevet mejet ned af en motorcykel. Slovakken råbte efter føreren af motorcyklen og slog og sparkede til sin cykel i arrigskab, og han udgik efterfølgende af løbet. Han fik en bøde for sin opførsel.

Sergio Paulinho (Tinkoff) i Vuelta a España i 2015:

Blot tre dage efter Peter Sagans uheld kom en ny Tinkoff-rytter i asfalten efter en motorcykelpåkørsel. Paulinho fik et stort sår på sit ene ben og kunne ikke fortsætte i løbet. Holdejer Oleg Tinkov lod sin vrede komme til udtryk på de sociale medier efterfølgende.

Stig Broeckx (Lotto-Soudal) i Kuurne-Brussel-Kuurne i 2016:

Lars Baks holdkammerat brækkede flere knogler, da en motorcykel hamrede ham ned bagfra. Belgieren Broeckx trak ud i højre side af vejen, men motorcyklen bragede ind i ham.

Danillo Wyss (BMC) i La Drôme Classic i 2016:

Igen igen kom en rytter i karambolage med en løbsmotorcykel. Heldigvis for Danillo Wyss undgik han at pådrage sig de store skader, men episoden stak en kæp i hjulet på hans sejrschancer.

Antoine Demoitie blev erklæret død efter at være påkørt af en motorcykel.
Antoine Demoitie blev erklæret død efter at være påkørt af en motorcykel. Foto: DIRK WAEM
Vis mere

Antoine Demoitié (Wanty Group-Gobert) i Gent-Wevelgem i 2016:

Så gik det galt. Helt galt. Belgieren Antoine Demoitié blev efter et styrt ramt en motorcykel og føreren, der væltede ned over rytteren. Demoitié røg på intensiv afdeling på et nærliggende hospital, men hans liv stod ikke til at redde.