Den danske cykelrytter Mattias Skjelmose (Lidl-Trek) kommer alligevel ikke til at stille til start i det franske etapeløb Paris-Nice.
Betændelse i det ene håndled betyder, at danskeren må melde afbud til løbet, der starter søndag.
Det oplyser Lidl-Trek i en pressemeddelelse, skriver TV 2.
Mattias Skjelmose er skuffet over at misse det franske forårsløb.
- Det er et løb, jeg virkelig havde set frem til, men med seneskedehindebetændelse i det højre håndled må jeg droppe løbet for en sikkerheds skyld, så holdet og jeg kan prioritere min genoptræning og de kommende mål, skriver han selv på Instagram.
Løbet indledes søndag. Der skal køres otte etaper.
Der kommer dog fortsat til at være dansk islæt i det franske løb.
For første gang i år sætter Jonas Vingegaard sig i løbssadlen og er på startlisten til årets Paris-Nice for Visma-holdet. Det var dog ikke den oprindelige løbsplan for danskeren.
I slutningen af januar styrtede den tidligere danske Tour de France-vinder på en træningstur.
Efterfølgende blev han ramt af sygdom og måtte udskyde sin sæsonstart med et afbud til UAE Tour.
Tidligere var planen, at Vingegaards forårsåbner skulle være Catalonien Rundt 23. marts, men danskeren blev altså klar til cykelløb tidligere end det. Derfor ændrede Visma og Vingegaard planer, så han kører med i Paris-Nice.
Klassementskampen i løbet bliver desuden uden UAE-rytteren João Almeida. Det var planen, at Almeida skulle stille til start, men han er ikke at finde i den trup, som holdet har præsenteret.
/ritzau/
