Mattias Skjelmose skulle egentlig dele kaptajnsrollen i Catalonien Rundt med Derek Gee, men danskeren er blevet enekaptajn.
Det siger Lidl-Treks sportsdirektør til TV 2 Sport, efter at canadiske Gee på mandagens 1. etape af det spanske etapeløb tabte 1 minut og 56 sekunder i forhold til etapevinder Dorian Godon og lidt mindre til klassementsfavoritterne og Skjelmose.
- Han (Gee, red.) havde en dårlig dag. Det er ret normalt for ham på den første etape i et etapeløb. Der er ingen undskyldninger.
- Han havde det bare ikke godt, og på kystvejen er der ingen nåde. Han var bagefter, og han kunne ikke lukke hullet, siger sportsdirektør Maxime Monfort til TV 2 Sport.
Det bliver næppe tirsdag, at Skjelmose skal forsøge at hamle op med løbsfavoritter som Jonas Vingegaard, Remco Evenepoel og Tom Pidcock.
Torsdag, fredag og lørdag venter til gengæld betydelige stigninger og muligheder for at lave ravage i klassementet.
Catalonien Rundt består af syv etaper og afsluttes søndag.
/ritzau/
