Det så voldsomt ud, da reklamebarrieren pludselig fløj ind på vejen foran de hårdt kæmpende ryttere.

Heldigvis kom ingen til skade i det kaos, der udspillede sig i cykelløbet Tour of Oman mandag.

Men nu får den opsigtsvækkende episode alligevel konsekvenser.

Det viser sig nemlig, at det var en lavtflyvende helikopter, der fik barriererne til at flyve ind over vejen.

Nu har løbets arrangør taget hårde midler i brug og fyret den pilot, som fløj helikopteren.

Piloten i helikopteren er blevet skiftet ud til tirsdagens etape »for at sikre rytternes sikkerhed«, bekræfter løbets presseansvarlige i en skriftlig besked.

Heldigvis for løbet og rytterne så ingen ud til at blive ramt af hegnet, men en gruppe blev kortvarigt fanget bag det, før det blev fjernet fra vejen.

Rytterne fik efterfølgende en tidsmæssig kompensation, så de ikke er lige så langt efter i klassementet, som de ellers ville have været.

Etapen fra Al Khobar til Jabal Hatt blev vundet af amerikanske Matteo Jorgenson, som kører for spanske Movistar, mens Niklas Eg fra Uno-X-holdet blev bedste dansker på 14.-pladsen.

Samme placering indtager han samlet.

Tirsdag fortsætter løbet med en 205 kilometer lang etape fra Izki til Yitti Hills. Jorgenson kører rundt i førertrøjen.

Tour of Oman rangerer ligesom PostNord Danmark Rundt lige under World Tour-løbene, men adskillige hold fra øverste niveau er til start i løbet.