Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Han er stadig kun en ung mand sammenlignet med Jakob Fuglsang, Richie Porte og andre aldrende cykelprofiler, men alligevel går han nu på pension.
Den 30-årige danske cykelrytter Jesper Hansen erkender, at karrieren som professionel nok er ovre:
»Jeg har indstillet mig på, at jeg skal finde noget andet at lave. I takt med at jeg har gået rundt herhjemme og vendt det hele oppe i hovedet, synes jeg egentlig, det er okay.«
Fynboens kontrakt med franske Cofidis udløb efter denne sæson, og der har ikke været bud efter Jesper Hansen fra andre World Tour-mandskaber:
»Min manager har snakket med folk rundt omkring, men der har ikke rigtig været interesse. Hvis noget var dukket op, var jeg nok fortsat, men det er nu engang sådan, livet er,« siger han og fortsætter:
»Jeg kan ikke gå rundt og være alt for skuffet over, at det nu er slut. Jeg vidste jo, det ville komme, men det kunne også være sket om fem år.«
Jesper Hansen har valgt en alternativ livsstil i det professionelle cykelfelt. Modsat de fleste danske kolleger har han bosat sig i Danmark, og han nyder nu for første gang i mange år at kunne tilbringe vinteren med familien:
»Jeg holder egentlig træningen ved lige og kører mere eller mindre, hvad jeg plejer. Så længe jeg ikke har fundet et arbejde, er det rart at få den friske luft. Men jeg savner helt klart ikke at skulle på træningslejr nu, som jeg plejer.«
Dermed kan Jesper Hansen gøre status og se tilbage på syv år som fuldtidsprofessionel på storhold som Saxo-Tinkoff, Astana og senest Cofidis.
»Jeg har kæmpet så hårdt, jeg kunne for at blive så god som muligt. Jeg tror ikke, jeg kunne være blevet bedre. Jeg kunne have flyttet til udlandet, men jeg valgte at prioritere at bo i Danmark og have et normalt liv ved siden af cyklingen.«
Nu leder Jesper Hansen efter et mere normalt arbejde – gerne som cykelmekaniker eller i hvert fald i cykelmiljøet. Livet på landevejen tiltaler ham ikke, og han afviser at blive mekaniker for et cykelhold.
Og samtidig åbner han en lille dør på klem for at fortsætte på et mindre dansk cykelhold:
»Hvis eksempelvis Riwal hiver en kanin op af hatten, kunne det være interessant. Men ellers vil jeg ud at arbejde – helst noget med cykler. I en butik eller som sælger. I hvert fald noget inden for cykelbranchen.«
Jesper Hansens største triumf var den samlede sejr i Tour of Norway i 2015. Han blev spået en stor fremtid som klassementsrytter, men har primært ageret hjælperytter i bjergene for stjerner som Jakob Fuglsang og Rafał Majka.