For otte dage siden mistede Joshua Tarling (Ineos) sin lillebror Finlay Tarling, der døde efter et styrt i Volta a Portugal.

Lørdag var Joshua Tarling så med på startrampen i Vuelta a España, og der var mange i cykelverdenen, der håbede på, at han kunne triumfere i kølvandet på brorens tragiske død.

Tarling endte på en tredjeplads, mens den slovenske superstjerne Tadej Pogacar (UAE Emirates) var hurtigst i Monacos gader.

- Da jeg kørte hen til startstregen, så jeg, at Joshua havde bedste mellemtid. Jeg håbede virkelig på, at han ville vinde. Jeg ville selvfølgelig gøre mit bedste, men det var et mærkeligt øjeblik. Jeg heppede virkelig selv på ham, siger Pogacar i det officielle vinderinterview.

Efter etapen fortalte Tarling, at cykling og hverdagen i den seneste tid har hjulpet ham med at fjerne lidt fokus fra det, han kalder "en hård og emotionel tid".

- Det betyder meget, at jeg har kunnet cykle, og jeg er glad for, at jeg kunne have travlt med andre ting. Jeg er glad for holdet, siger Tarling ifølge Eurosport.

- Jeg gav alt, hvad jeg havde, men det var okay. Jeg er så glad, som jeg nu kan være. Jeg blev nødt til at distrahere mig selv, siger waliseren.

Ethan Hayter (Quick-Step) slog undervejs Tarling, og han var også tæt på at slå Pogacar. Men sloveneren satte akkurat bedste tid i mål. 0,09 sekunder hurtigere end Hayter.

Tadej Pogacar bor til daglig i Monaco, og han kendte derfor de gader, der blev kørt på lørdag, ganske godt.

- Det var den mest tekniske del, da vi passerede mit hus på ruten. Jeg cykler der hver dag, og det er mine veje, og det hjalp mig, siger sloveneren.

RITZAU