Fakta om 1. etape i Tour de France:

1. etape er flad, men kan rumme dramatiske angreb, hvis sidevinden er i spil.

Lørdag 7. juli.

Fra Noirmoutier-en-l'Île til Fontenay-le-Comte, 201 kilometer.

*Beskrivelse:

Den 105. udgave af Tour de France begynder med en potentiel lumsk etape, hvor sidevinden kan skabe splittelse, hvis den er i spil. Omkring 120 af de 201 kilometer ligger langs kysten eller i marsken ved Poitevin. I tidligere udgaver af Tour de France har angreb i vinden flere gange kostet klassementsryttere dyre tidstab på flad vej. Medvind på vej mod mål kan også skabe splittelse før den forventede massespurt i et evt. reduceret felt.

*Vidste du, at ...

Kun 176 ryttere stiller til start i verdens største etapeløb. Hvert af de 22 hold må ifølge nye regler fra Den Internationale Cykelunion (UCI) kun stille til start med otte ryttere hver. Det er én mand færre per hold end tidligere og skal gøre det sværere for enkelte hold at kontrollere etaper og annullere udbrud.

*Hold øje med:

Fernando Gaviria.

Marcel Kittel.

Dylan Groenewegen.

/ritzau/

Se også