Chris Froome måtte slås med doping-mistanken under sommerens Tour de France, hvor han var en upopulær vinder blandt mange af tilskuerne i den cykelsportsgale nation. Nu har han forsøgt at tage luften ud af mistanken ved at fremlægge sine fysiologiske data.
Magasinet Esquire er platformen, hvor den dobbelte Tour-vinder offentliggør en lang række oplysninger om hans ydevne, både hans vægt, hans maksimale iltoptagelse pr. kilogram legemsvægt, også kendt som konditallet og hvor mange watt, han evner at træde.
Samtidig nævnes en række af Froomes fysiologiske data tilbage fra 2007, hvor hans karriere som professionel cykelrytter begyndte på det lille sydamerikanske Team Konica-Minolta.
Og det er netop konditallet tilbage fra 2007 sammenlignet med det aktuelle tal fra tidligere i år, som Ross Tucker, professor i sportsfysiologi ved University of the Free State i Sydafrika, der har været en Froomes skarpeste kritikere fremhæver.
»Den stærkeste afsløring her 2007-konditallet på 80,2 ml/kg/minut. Springet til 84,6 ml/kg/minut er derfor ikke vanvittgt, hverken relativt eller absolut. Så når doktor Jeroen Swart siger, at det viser, at 'motoren var der hele tiden', så bakker oplysningerne det op, i det mindste når det drejer som en elitecykelrytter,« skriver Ross Tucker på sit site Science of Sports.
I løbet af de otte mellemliggende år har Froome tabt sig 6,6 kilo, og det er en del af forklaringen på, at han har udviklet til verdens bedste etapeløbsrytter.
Det watt-tal, som Froome kan holde en længerevarende periode er i øvrigt stort set det samme: 420 watt i 2007 mod 419 watt nu.
Men Ross Tuckers mistanke stopper ikke med offentliggørelsen af de bemærkelsesværdige data. Han undrer sig over, hvordan Froome stadig kan træde de samme watt-tal samtidig med, at han har smidt så meget kropsvægt.
»Som jeg skrev, så har vi kigget under hjelmen på en højt præsterende bil, og ja, vi har fået bekræftet, at den har en stor motor, ligesom den havde for otte år sdien. Vi ved ikke meget andet om den, og vi ved heller ikke, aktuelt for tvivlerne (hvilket burde være alle, når det drejer sig om cykelsport), hvordan den motor gik fra god til fantastisk, lige præcis nok til at gå fra mellem-niveau til en dominerende Tour-mester (5,5 w/kg til 6,2 w/kg), og hvorfor i alverden den motor kørte så skidt i fire år efter 2007-testen,« skriver Tucker.
Her har Team Sky tidligere forklaret, at man i 2011 fandt ud af, at Froome havde haft en parasit i blodet, og at da han blev kureret, oplevede rytteren sit egentlige gennembrud på den store scene med en andenplads i Vueltaen.
Tucker roser trods alt Froome for at have lagt oplysningerne ud, selvom han gerne ville have flere data. Og han er ikke i tvivl om, at de oplyste data er korrekte.
»Formålet var at fremlægge data til støtte for Froome, og der er blevet fremlagt nogle data, og det er godt. Men overordnet set fremstår de som en række af uldne data, delvis gennemsigtige. Og det er hvad vi er begyndt at forvente fra cykling, nu også atletik, og vel nok al sport. Måske er tiden inde til at tage fat i det uldne.«
