Den belgiske cykelrytter Philippe Gilbert lå forrest i feltet, da han i en nedkørsel pludselig mistede kontrollen og fløj ud over et stengærde og nogle meter ned af en skrænt.

Det uhyggelige styrt fik dog ikke Quick Step-Floors-rytteren til at udgå fra tirsdagens 16. etape. Philippe Gilbert cyklede nemlig de resterende 60 kilometer til målstregen, før han måtte erkende, at det var den sidste etape i dette års Tour de France.

Dagen derpå har han lagt et billede op på Twitter, hvor han blandt andet skriver, at han i forbindelse med styrtet brækkede sin knæskal.

»Når du har en brækket knæskal og beslutter dig for at fortsætte 60 kilometer mere (på cyklen, red.),« skriver Philippe Gilbert under billedet, som viser et meget hævet venstre ben.

Philippe Gilbert blev samme dag kåret til den mest angrebsivrige rytter på 16. etape.

Det er ikke første gang, at man ser et uhyggeligt styrt på nedkørelsen af bjerget Col de Portet d’Aspet. Den italienske cykelrytter Fabio Casartelli styrtede for 23 år siden på samme nedkøresel og mistede livet.