Den italienske cykelrytter Michele Scarponi er død efter en ulykke i sit hjemland lørdag morgen.

Det oplyste først flere internationale medier. Og siden har hans cykelhold, Astana, selv bekræftet nyheden med ordene:

»Den her tragedie er for stor til at blive skrevet. Her er den officielle pressemeddelelse fra Astana. Ciao Michele.«

Michele Scarponi blev 37 år, og han efterlader sig en hustru og to børn.

Cykelrytteren havde fredag afsluttet sin deltagelse Tour of the Alps, hvorefter han kørte med sin massør til hjemmet o Filottrano. Lørdag morgen sad Michele Scarponi igen på cyklen, da han tog ud på en træningstur, hvor den fatale ulykke skete.

Her blev han ramt af en varevogn, og hans liv stod ikke til at redde.

»Vi efterlader en stor mester og en særlig fyr med et smil i alle situationer. Han var en foregangsfigur for alle hos Astana,« skriver cykelholdet på sin hjemmeside.

Ifølge det lokale medie Corriere Adriatico skete ulykken foran øjnene på en stribe andre bilister. Føreren af varevognen havde tilsyneladende ikke set Michele Scarponi, da han blev ramt i et vejkryds ved hjembyen.

Her ses Michele Scarponi (tv.) sammen med en tidligere Astana-stjerne Vincenzo Nibali. Vis mere

Michele Scarponi var en del af det professionelle cykelfelt i en årrække og noterede i 2011 karrierens største resultat, da han på grund af Alberto Contadors diskvalifikation vandt Giro d'Italia.

Og så sent som i denne uge viste han altså, at han stadig kunne levere flotte præstationer med en samlet fjerdeplads i Tour of the Alps. Han vandt endda løbets første etape og fik i den forbindelse førertrøjen.

Fredag aften efter sin hjemkomst lagde Michele Scarponi dette billede af sig selv og børnene på Twitter:

»Selv om det kun var for en dag, så havde jeg to førertrøjer med hjem.«

Den aldrende cykelrytter var udset til at være kaptajn for Astana-holdet i den kommende 100. udgave af Giroen på grund af den knæskade, som Fabio Aru for nylig pådrog sig.

På Astana-holdet var han holdkammerat med danskerne Michael Valgren, Jakob Fuglsang, Jesper Hansen og Matti Breschel. Danske Lars Michaelsen er sportsdirektør på holdet fra Kazakhstan.