Den Internationale Cykelunion (UCI) suspenderer alle cykelløb frem til 3. april

Samtidig lyder meldingen, at cykelløb, der er programsat til efter den 3. april, også kan ende i en suspendering. Det oplyser UCI på sin hjemmeside.

Her fremgår det også, at suspenderingen sker på baggrund af udbruddet af COVID-19.

'Atleternes sikkerhed er vores prioritet. Organisationer har anmodet om at aflyse samtlige cykelbegivenheder i UCI's kalender,' lyder det i pressemeddelelsen.

Paris-Nice, der sluttede lørdag, bliver altså det sidste løb i de næste tre uger - som minimum.

Det er efterhånden svært at finde en sportsgren, hvor kommende begivenheder ikke er blevet suspenderet eller udsat i flere uger.

Fodbold, håndbold, tennis, badminton, basket, golf og svømning er blot for at nævne nogle af de sportsgrene, der lige nu er sat på stand-by som følge af coronavirus.

Også flere landevejsløb i den kommende periode var allerede afblæst som følge af virusudbruddet, der har ramt mange europæiske nationer hårdt.

For eksempelvis BMX- og mountainbikeryttere var de kommende uger vigtige i bestræbelserne på at sikre en billet til OL i Tokyo, men UCI har valgt at stoppe OL-kvalifikationen med tilbagevirkende kraft.

For at gøre det så fair som muligt, er alle resultater efter 3. marts annulleret i OL-regnskabet. UCI påpeger, at 70-85 procent af kvalifikationsløbene var afviklet i de involverede cykeldiscipliner.

OL-kvalifikationen for landevejsryttere og baneryttere er allerede afgjort.

I den kommende periode vil UCI's hovedkontor i schweiziske Aigle desuden lukke ned. Fra på tirsdag skal kontorets 120 ansatte arbejde hjemmefra.