Jonas Vingegaard har meldt fra til VM.

Hele Danmarks kæledægge – der lagde sommerlandet ned med sin Tour de France-sejr – har nemlig valgt at fokusere på andre løb hen mod sæsonafslutningen.

»Indimellem er landsholdsinteresser modsigende med ryttere og holdenes. Det sker engang imellem, og jeg er da altid lidt skuffet over det, når det sker,« siger landstræner Anders Lund til B.T. om stjernens afbud.

»Det er også en professionel virkelighed, hvor det skal passe ind i rytterens program. Men der er ingen tvivl om, at jeg gerne havde set, at han stod til rådighed i denne her og andre sammenhænge.«

Jonas Vingegaard vandt årets udgave af Tour de France.
Jonas Vingegaard vandt årets udgave af Tour de France. Foto: BERTRAND GUAY
Vis mere

Tirsdag udtog landstræner Anders Lund fire ryttere til VM i Australien, der afvikles sidst i september. Her fastslog han samtidig, at Jonas Vingegaard ikke var den del af det hold på otte mand, der skal forsvare de danske farver.

»Jonas havde indikeret, at han nok ville prioritere anderledes. Men vi aftalte at tales ved efter Tour de France. Det fik vi gjort, og det var sådan, det faldt,« forklarer Anders Lund.

I stedet for skal Jonas Vingegaard køre europæiske løb med sit hold, Jumbo-Visma. En tur til VM havde været en stor belastning rejsemæssigt, men også for rytterens fysik, når man skal omstille sig grundet den voldsomme tidsforskel.

Et af danskerens helt store mål bliver i stedet at vinde Lombardiet Rundt, årets sidste monument – cykelsportens største endagsløb.

»Man kan jo sige, at uanset om han man har vundet Tour de France, så skal man være blandt de otte bedste ryttere, som bliver udtaget. Det var han ikke til VM sidste år,« siger Anders Lund om det VM, der blev kørt i Belgien.

I år havde han dog haft en plads på holdet, hvis han havde meldt sig klar. Sådan lyder det i hvert fald på landstræneren.

»Touren koster mange kræfter, og det betyder noget i forhold til, om formen er i orden til VM. Men igen. Jeg havde gerne set, han stod til rådighed. Selvom vi nok skal overleve fint og være et meget konkurrencedygtigt landshold alligevel i kraft af de folk, vi ellers kan udtage.«

Det er dog også vigtigt at have for øje, at Jonas Vingegaard aldrig har kørt et VM som seniorrytter. Sidst han gjorde det var på U23-niveau.

»Mange faktorer afgør det. Også den næste halvanden måneds formkurve. Jonas er ret uprøvet på mesterskaber og har ikke kørt på et landshold, siden han var U-23 rytter,« forklarer Anders Lund.

»I VM-sammenhæng er han stadig et ubeskrevet blad. Men klart, han er jo en dygtig cykelrytter, så mon ikke han kunne have gjort det fornuftigt.«

På ruten i Wollongong skal rytterne igennem næsten 4000 højdemeter.

Tirsdag udtog Anders Lund fire ryttere, hvoraf de sidste fire bliver udtaget 29. august. I denne ombæring var Matthias Skjelmose (Trek-Segafredo), Jakob Fuglsang (Israel – Premier Tech), Søren Kragh Andersen (Team DSM) og Magnus Cort Nielsen (EF Education-EasyPost) de udvalgte.

Om rytterne siger Anders Lund til B.T.

»Det er virkelig stærke folk, der kører stærkt i kuperet terræn. Det er folk, der har haft det her VM for øje og koncentreret sig om det. Det betyder noget, når man skal til Australien – at man har planlagt sæsonen efter det.«