På knap to måneder har Jakob Fuglsang haft to dage hjemme med familien i Monaco.

Et benhårdt program med Tirreno-Adriatico, højdetræningslejr, VM og nu Giro d'Italia har gjort, at den danske rytter ikke har set meget til sin hustru Loulou og datteren Jamie.

»Jeg længes efter at komme hjem, være sammen med min familie og være sammen med Jamie,« erkender Jakob Fuglsang.

Når man er en del af så stort et løb som Giroen, bliver man isoleret i en boble, hvor alt handler om cykelløb. Derfor kan man også nemt glemme alt andet, men en særlig hændelse for Fuglsang har gjort, at savnet har bidt sig fast.

Jakob Fuglsang og datteren Jamie Lou hygger sig i hjemmet i Monaco.
Jakob Fuglsang og datteren Jamie Lou hygger sig i hjemmet i Monaco. Foto: Simon Baungård Thomsen
Vis mere

»Det begyndte at melde sig for nogle dage siden, da der var et øjeblik i løbet, hvor der ikke skete så meget. Lige dér kørte vi forbi en børnehave. Dagen efter kørte vi igen forbi en, og det samme skete igen i går. Jeg ved ikke, præcis hvor mange børn der stod der. Måske en 30-40 stykker,« forklarer stjernen og fortsætter.

»Når man ser en flok glade børn iklædt helt lyserødt tøj, som står og råber, skriger og hepper, så kan man godt mærke, at man tænker 'åh' og savner dem derhjemme, selv om jeg er i kontakt med dem. Man bliver mindet om, hvad man går glip af.«

Og det bliver ikke nemmere med tiden.

For nu er Jamie efterhånden blevet tre år gammel, og det hjælper bestemt ikke på, at man skal være væk fra hinanden længe ad gangen.

»Nu er hun blevet stor nok til, at vi kan snakke sammen på FaceTime. Det er det gode ved det. Men det bliver også sværere for hende at acceptere, at jeg ikke er der. Når Jamie spørger om, hvor far er henne, og hvornår han kommer hjem, bliver det jo ikke nemmere,« siger Fuglsang.

»Der har Loulou lidt at slås med.«

Som regel bliver mange af rytterne besøgt af deres familier, når de er ude til en Grand Tour. For fire uger væk fra hjemmet er ikke nemt, men end ikke det kan lade sig gøre i år på grund af coronakrisen.

Faktisk står parret i den bizarre situation, at Loulou kommer til Italien for at følge den sidste del af løbet – men de kommer ikke til at se hinanden, før det hele er ovre.

»Loulou er her faktisk nu, men jeg kommer ikke til at se hende på grund af corona,« siger Fuglsang og forklarer, at hans svigerforældre er taget til Monaco for at passe parrets datter.

»Det begynder at være lang tid, man har været af sted, men nu kan man efterhånden også se lidt en ende på det. Efter anden hviledag er der ikke så langt igen. Men jeg forsøger at holde fokus på Giroen.«

Giro d'Italia slutter efter planen i Milano 25. oktober.