Bjarne Riis solgte i efteråret 2013 sit cykelhold til russeren Oleg Tinkov, som dermed overtog ejerskabet for holdet, der i dag hedder Tinkoff-Saxo. Dengang tydede alt på et lykkeligt indgået ægteskab mellem to vidt forskellige personligheder.

Bjarne Riis lagde i hvert fald ikke skjul på, hvor meget det glædede ham, at Oleg Tinkov købte holdet for angiveligt 45 millioner kroner, selvom de to havde haft en del konfrontationer med russeren som sponsor i årene forinden.

»For hver dag, der går, bliver jeg mere og mere glad for, at jeg besluttede mig for at sælge holdet til Oleg Tinkov,« sagde Bjarne Riis dengang.

Spørgsmålet er, om den danske sportsdirektør tænker det samme i dag.

bt.dk afslørede mandag aften, at Oleg Tinkov har suspenderet Bjarne Riis. Suspenderingen kommer angiveligt, fordi russeren er utilfreds med Tinkoff-Saxos seneste resultater, og så sker det samtidig i kølvandet på et stort skænderi mellem russeren på den ene side og Bjarne Riis, Peter Sagan og andre ansatte på den anden side under det italienske etapeløb Tirreno-Adriatico.

I 2013 kæmpede Bjarne Riis med en depression, blandt andet fordi han blev beskyldt for at have været vidende om, at flere af hans ryttere havde benyttet sig af doping. Anti Doping Danmark indledte på daværende tidpunkt en storstilet undersøgelse, som ventes at blive offentliggjort i nær fremtid, og det sendte Bjarne Riis ud i en mental kamp med sig selv.

Derfor brugte han også meget tid på at overveje, om han skulle sælge sit livsværk til Oleg Tinkov.

»Det var ikke nogen nem beslutning, for det (holdet, red.) er min baby. Men efter alt det, der er sket, er det vigtigt, hvad jeg føler. Fra den dag, jeg sammen med min kone (Anne Dorthe Tanderup, red) tog beslutningen om at sælge holdet, har jeg haft det meget bedre. (...). Hun kunne se, at det var det bedste for mig at sælge holdet,« forklarede Bjarne Riis.

Ingen af parterne har endnu kommenteret direkte på suspenderingen, der heller ikke er bekræftet fra officiel hold, men Oleg Tinkov sendte sent mandag aften en besked på Twitter, hvor han indirekte skyder mod danskerne.