Natten før et af de store bjergslag i årets Tour de France bankede det både på Jonas Vingegaards og Tadej Pogacars dør.

De to stjerner blev natten til søndag dansk tid testet for doping klokken henholdsvis 02.00 og 05.00 om natten af International Testing Agency (ITA).

Ifølge det franske medie L'Équipe havde en dommer ved en domstol i Paris efter anmodning fra ITA godkendt nattetest af rytterne.

Mediet Cycling Weekly skriver, at ifølge Den Internationale Cykelunions UCI's regler testes ryttere som udgangspunkt ikke mellem klokken 23.00 og 06.00, medmindre at der "foreligger en alvorlig og konkret mistanke om, at rytteren kan være involveret i doping".

Kilder fortæller til Cycling Weekly, at op mod otte hold er blevet testet om natten under Touren.

Cyclistes Professionnels Associes (CPA), der er rytternes fagforening, er slet ikke tilfreds med, at rytterne skulle udsættes for det.

Det skriver CPA i en udmelding på X.

- Det er relevant at sætte spørgsmålstegn ved nattetests relevans. Det bør overvejes seriøst, om det er nødvendigt at afbryde rytternes søvn midt om natten for at teste dem.

Fagforeningen fremhæver, at i bekæmpelsen af doping skal rytternes sundhed og fair konkurrencevilkår opretholdes.

- Tour de France kræver en enestående fysisk indsats. Kvaliteten af søvn og restitution er essentiel. Ikke kun for at kunne præstere, men også for rytternes sundhed og sikkerhed, lyder det fra CPA.

På søndagens etape efter nattetesten brækkede Jonas Vingegaard kravebenet i et styrt og måtte udgå af det franske etapeløb.

CPA fremhæver, at professionel cykling bidrager økonomisk med ti millioner euro årligt til antidopingarbejdet.

Fagforeningen mener, at ressourcerne burde bruges bedre end på test af rytterne midt om natten.

- Ville det ikke være mere passende at øge investeringerne i videnskabelig forskning og nye måder at teste på frem for at øge antallet af særligt indgribende uanmeldte dopingtest?, lyder det retoriske spørgsmål.

- Vi ønsker også at sikre, at fairness i sporten opretholdes blandt alle atleter, og at alle har mulighed for tilstrækkelig restitution, hvorimod disse målrettede og fysisk belastende test tværtimod hæmmer dette.

Jonas Vingegaard afviste søndag aften at spekulere i, hvorvidt hans koncentration på søndagens etape, hvor han styrtede og udgik, havde været svækket, efter at han blev vækket af dopingkontrollanter klokken 02.00 natten før.

- Det har i hvert fald ikke gjort noget godt. Om det er årsagen, tør jeg ikke spå om. Jeg vil ikke skyde skylden på det, for det er cykelløb, og styrt sker i cykelløb, sagde Vingegaard til TV 2 Sport.

RITZAU