I en duel med landsmanden Tadej Pogacar vandt Primoz Roglic sit første nationale mesterskab i linjeløb.

Sloveneren Primoz Roglic har ikke glemt at køre på cykel, selv om sæsonen har været sat på pause i flere måneder under coronakrisen.

Faktisk havde den 30-årige Jumbo-Visma-rytter slet ikke været til start i et løb i 2020, før han søndag var med i kampen om det slovenske mesterskab i linjeløb.

Og det kunne ikke være gået bedre for Roglic, som levede op til sin stjernestatus og vandt sit første nationale mesterskab i linjeløb.

Den tidligere skihopper kørte fra alt og alle, og heller ikke UAE-kometen Tadej Pogacar kunne følge med Roglic på den afsluttende stigning.

Roglic stak af, og Pogacar trillede i mål ti sekunder senere. Matej Mohoric fra Bahrain-McLaren tog tredjepladsen.

Dermed kan Roglic prale af fuld plade, hvad nationale mesterskaber angår. I 2016 vandt han mesterskabet i enkeltstart.

I denne weekend skulle de bedste danske cykelryttere ligeledes have dystet om national hæder og medaljer.

Men coronaudbruddet i Europa og resten af verden satte i marts cykelsæsonen på pause. Den Internationale Cykelunion (UCI) fremlagde i maj en ny løbskalender, hvor de nationale mesterskaber skulle køres i august.

Alligevel holdt Sloveniens cykelforbund fast i datoen og kunne dermed præsentere det første udendørs løb i UCI's kalender for eliteryttere i mere end tre måneder.

De danske ryttere skal kæmpe om DM-titlerne på Fyn 22. og 23. august.

/ritzau/