Primoz Roglic har stadig nogle ting, han vil opnå, efter igen at have vundet Vuelta a España.

Ikke meget har været, som det plejer, i 2020. Men søndag blev cykelfans mindet om, at det trods alt ikke er alt, der er blevet vendt på hovedet under coronapandemien.

Her kunne Primoz Roglic nemlig for andet år i træk lade sig hylde som samlet vinder af Vuelta a España.

Slovenerens triumf blev en realitet, da feltet rullede over målstregen i den spanske hovedstad, Madrid.

- Jo mere man vinder, jo mere lærer man at nyde det, men det er altid en anderledes følelse. Det er et anderledes løb, og man kan ikke sammenligne det meget noget andet, siger Jumbo-Visma-stjernen efter sejren ifølge Reuters.

- Det er fantastisk, og jeg er meget glad for at være på dette hold. Det er smukt at slutte sæsonen på denne måde. Der er stadig nogle mål, jeg gerne vil opnå i min karriere. Det er en enorm motivation for mig i de kommende år.

Primoz Roglic endte med at vinde Vueltaen med blot 24 sekunder ned til Richard Carapaz (Ineos) på andenpladsen. Britiske Hugh Carthy fuldendte podiet i Madrid.

/ritzau/