Cykellegenden Laurent Fignon har tabt kampen til kræften. Bjarne Riis havde et nært forhold til Fignon og vil savne franskmanden.

Overalt i cykelverdenen blev der grædt, da det kom frem, at Laurent Fignon havde tabt kampen til kræften. Således også hjemme hos den danske holdejer Bjarne Riis, der i sin aktive karriere havde et meget nært forhold til franskmanden.

- Jeg vil huske Laurent som et fantastisk forbillede. På cyklen var han indbegrebet af den angrebsiver og kampgejst, som jeg altid har anset for noget af det smukkeste indenfor cykelsporten, og som jeg har forsøgt at videreføre på mit eget hold, siger Bjarne Riis.

Fignon er mange gange blevet kaldt for Bjarne Riis’ lærermester – og det ikke uden grund.

- Han har betydet utroligt meget for min karriere, og jeg tænker tit tilbage på de mange kilometer, som jeg har siddet ved hans side. Han var uden tvivl en mand med sine meningers mod. Både dengang og helt indtil i dag, hvor han fastholdt sin stilling som kommentator på fransk tv, har jeg både anset ham som en af den største stjerner samt en af de skarpeste iagttagere af cykelsporten. Han vil aldrig blive glemt, siger Bjarne Riis.