UAE og Tadej Pogacars kørsel på 14. etape af Tour de France skabte en del spekulation.
For på trods af en forcering på den sidste del af etapen, der lod til at bage op til en offensiv fra supersloveneren, udeblev angrebet.
Hvad der virkede lige så sikkert som amen i kirken var pludselig afblæst, og i stedet var det Jonas Vingegaard, der forsøgte at ryste Tour-rivalen af sig med et angreb.
Men var det et svaghedstegn fra Tadej Pogacar, at han ikke angreb eller var i stand til at sætte Jonas Vingegaard op ad Luchon-Superbagnères-stigningen? Det har Bjarne Riis en klar teori om.
»Altså først og fremmest vil jeg sige, at det var fedt, at Jonas turde og prøvede med flere angreb. I det mindste giver han det et forsøg,« lyder det fra B.T.s Tour de France-ekspert.
»Men det er også tydeligt, at Pogacar er for god lige nu. Han havde nok kunnet sætte ham, hvis han ville.«
Den tidligere rytter, sportsdirektør og holdejer så ikke manden i gult som svækket. Opførslen på cyklen handlede lige så meget om, at UAE-stjernen valgte ikke at køre efter etapesejren.
Dermed havde han ikke travlt med at trykke speederen i bund for at hente Thymen Arensman, der var kørt solo og vandt fra et udbrud.
»Der er forskel på at køre efter etapesejren og så vælge ikke at forsøge,« forklarer Bjarne Riis.
»Måske han har tænkt, at det var bedre at lade være med at forsøge, hvis ikke han havde benene. Det er en option, men jeg tror ikke på den.«
»Tager jeg derimod fejl, så er det fint for Jonas. Men jeg vil se det, før jeg tror på det.«
Ørnen fra Herning hæfter sig også ved etapens allersidste meter i sin analyse af magtforholdet mellem Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar.
For her havde sidstnævnte ingen problemer med at overspurte danskeren og snuppe andenpladsen på etapen efter Arensman.
»Det er, som man tolker det. Jeg så ikke en presset Pogacar. Jeg tror, at han kunne være kørt fra Jonas til hver en tid,« mener Riis.
»Man kunne også se, hvor færdig Jonas var til sidst, og hvor stærk en acceleration Pogacar har. Jonas stod jo næsten stille sammenlignet med ham.«
Du kan læse B.T.s dom fra etapen lige her.