Touren skal lære af årets Vuelta og blive et mere intenst løb, mener Riis

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Årets Tour de France var den kedeligste i mange år, mens Vuelta España sjældent er set mere spændende.

Den betragtning vil de fleste, der har set bare lidt af begge etapeløb, sikkert være enige i.

Bjarne Riis håber, at den store forskel i intensitet og spænding på de to løb vil få en betydning for den kommende rute i Tour de France.

Tag ved lære af årets Vuelta España, lyder opfordringen fra den danske holdejer.

- Jeg synes, der er utrolig meget at lære, og jeg håber, der bliver kigget på det her løb. Alt fra hvordan det er blevet organiseret til, hvordan det er blevet lagt til rette. Etaperne har været kortere og mere intensive. Vi har set favoritterne kæmpe mod hinanden hvis ikke hver dag så hver anden dag, og det er jo det, folk vil se, siger Bjarne Riis.

Hvor Tour de France i år havde blot få bjergetaper, så var der i Vuelta España otte bjergetaper. Etaperne i Vuelta España var ligeledes kortere og begyndte senere på dagen, end det var tilfældet i Tour de France.

I årets Vuelta blev der samtidig helt fra første til sidste uge konstant kørt klassementskamp, hvor Alberto Contador, Joaquim Rodriguez og Alejandro Valverde hele tiden udfordrede hinanden. Det samme var ikke tilfældet i Tour de France mellem favoritterne Bradley Wiggins, Vincenzo Nibali og Cadel Evans.

Både Giro d’Italia og Vuelta España har desuden haft held med at lave rundstrækninger på etaperne, så publikum kunne opleve rytterne flere gange på en enkelt etape.

Alt sammen for at gøre det mere publikumsvenligt, og det er lykkedes, mener Riis.

- Folk har været ellevilde, og der har været en intens stemning omkring løbet. Der har været flere mennesker, end jeg nogensinde har set før til Vueltaen. Det må betyde, at der bliver gjort et eller andet rigtigt, lyder det fra holdejeren.

Med til forklaringen omkring det spændende Vuelta España-løb hører, at Alberto Contador var tilbage i konkurrence, hvor han under både Giro d’Italia og Tour de France sad ude med karantæne.

Contador har angrebet og udfordret, når feltet mødte bjerge. Og det gjorde feltet ofte.

- Giro d’Italia, Tour de France og Vuelta España er tre forskellige løb, men det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan lære af hinanden. Og jeg tror, der er meget at lære af den her Vuelta, siger Riis.

Næste års Tour de France begynder på Korsika, hvor der skal køres tre etaper, mens resten af ruten endnu ikke er kendt - udover at løbet slutter i Paris.

Men da løbet næste sommer bliver kørt for 100. gang og med årets bjergløse rute in mente, er der en forventning om, at næste års rute bliver markant anderledes end i år, hvor tidskørslerne fik afgørende betydning for den samlede sejr til Bradley Wiggins.