»Selvfølgelig skal sådan en gut køre VM, hvis det passer ham med en kuperet og halvhård rute. Det er ikke nok at køre Lombardiet Rundt og slutte sæsonen af. Det synes jeg ikke.«

Den kontante udmelding om Jonas Vingegaards afbud til VM kommer fra Bjarne Riis' mund.

Siden nyheden om, at den danske Tour de France-vinder ikke stiller sig til rådighed for landsholdet ved verdensmesterskaberne i Australien, har der været stor diskussion omkring stjernens afbud.

Ifølge Jumbo-Visma er en af grundene til Jonas Vingegaards fravær, at ruten »ikke passer« til danskeren.

Det kan tælles på én finger, hvor mange gange Jonas Vingegaard har kørt cykelløb siden Tour-triumfen.
Det kan tælles på én finger, hvor mange gange Jonas Vingegaard har kørt cykelløb siden Tour-triumfen. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Men den køber Bjarne Riis ikke.

»Der er mange bjergetaper med færre højdemeter. Hvis han forbereder sig ordentligt til det, ville det passe ham. Men det ville kræve, at han gør det specifikt. Det kan han ikke overskue, må vi formode,« mener Riis, der samtidig nuancerer Vingegaards VM-bombe.

»Det er svært, fordi der er langt. I princippet er han heller ikke endagsrytter, og han har noget at lære i forhold til at forberede sig dér.«

Den tidligere cykelrytter og holdejer er dog ikke selv i tvivl om, hvad han havde gjort.

Dengang han var aktiv, stod det at forsvare de danske farver øverst på listen.

»Jeg følte mig forpligtet til at forberede mig optimalt til VM. Altid. Det er jo en ære at køre for landsholdet, synes jeg. Sådan burde de have det allesammen.«

Jonas Vingegaards VM-afbud blev offentliggjort af landstræner Anders Lund midt i august.

Siden er der blevet sået tvivl om, hvorvidt beslutningen er Tour-vinderens egen, eller om den kommer fra rytterens hollandske arbejdsgiver.

Jumbo-Visma selv har meldt ud, at beslutningen er taget i fællesskab med rytteren.

»Der er ingen tvivl om, at Jumbo er fuldstændig ligeglade med det danske landshold. Den eneste interesse, de har i forhold til VM, er måske van Aert, fordi han vil afsted. Ham kan de ikke sige imod. Men Vingegaard kan jo ikke blive sur. Det tror vi ikke på. Men altså, i sidste ende kan vi kun gisne,« siger Bjarne Riis.

Jonas Vingegaards afbud til et af cykelkalenderens største cykelløb er ikke en undtagelse. Snarere en regel.

Danskeren har nærmest været usynlig, siden han jublede øverst på Tour de France-podiet 24. juli.

»Jeg tror, at det havde været sundere for ham at køre og få noget af al den stress ud af hovedet igen. Det tror jeg bedst, han gør ved at køre lidt cykelløb,« mener Bjarne Riis om Jonas Vingegaards sparsomme løbskalender de forgangne måneder.
»Jeg tror, at det havde været sundere for ham at køre og få noget af al den stress ud af hovedet igen. Det tror jeg bedst, han gør ved at køre lidt cykelløb,« mener Bjarne Riis om Jonas Vingegaards sparsomme løbskalender de forgangne måneder. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Foruden et endagsløb midt i august har Vingegaard ikke deltaget i et eneste cykelløb.

Netop her har Jumbo-Visma-holdet og den 25-årige klatrer begået en stor fejl, hvis man skal tro Bjarne Riis.

»Jeg synes, han skulle have kørt flere europæiske løb. Nogen siger, at de ikke passer ham, men hans konkurrenter som Geraint Thomas og Tadej Pogacar har kørt lidt af hvert,« siger han.

»Vi kunne godt have set ham, og jeg tror, at det havde været sundere for ham at køre og få noget af al den stress ud af hovedet igen. Det tror jeg bedst, han gør ved at køre lidt cykelløb.«

»Det er altså ikke kun hårdt for ham at køre cykelløb, det er det altså også for andre. Personligt skuffer det mig ikke at se ham noget mere.«

Hvad der præcis ligger bag Vingegaards lange pause, kan Bjarne Riis ikke forklare. Men udadtil har meldingen fra Jumbo-Visma været, at danskeren har haft brug for at trække stikket.

»Vi kender ikke årsagerne til det, andet end at han er træt. Det er jeg også, når jeg kører rundt om søen i Lugano. Ej, det er forkert at sige sådan, men jeg tror altså, at det havde været bedst for ham rent mentalt at komme i gang igen og føle sig som en cykelrytter.«

Ifølge planen gør Jonas Vingegaard comeback på cyklen ved det kroatiske etapeløb Cro Race, der køres fra 27. september til 2. oktober.

B.T. har fremlagt kritikken for Jumbo-Visma, men holdet ønsker ikke at svare. Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra Jonas Vingegaard.