Der er sket meget på bare et år for Jonas Vingegaard.

Fra at være en stille dreng, der står og undskylder over for sin sportsdirektør, fordi han undtagelsesvis ikke sad klistret til Pogacars hjul i Tour de France, til at være direkte irriteret, fordi han måtte nøjes med andenpladsen på en etape.

Han har ændret sig, Jonas Vingegaard. Han er blevet en sejrsmaskine, som allerede har hevet ti triumfer hjem i år.

Spørger man Bjarne Riis er der ingen tvivl – den regerende Tour-vinder er ikke længere den samme.

Bjarne Riis stod øverst på Tour de France-podiet i Paris i 1996.
Bjarne Riis stod øverst på Tour de France-podiet i Paris i 1996. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Han har helt klart fået mere personlighed,« lyder det fra Riis om den 26-årige stjerne.

»Han er blevet ældre, han begynder at vinde mange cykelløb og får et naturligt ansvar i forhold til sine holdkammerater, sit hold og sin familie. Og så modnes han. Han bliver en voksen mand.«

Efter Vingegaards Tour-sejr i fjor efterlyste Bjarne Riis mere initiativ, ansvar og synlighed fra Jonas Vingegaards side – og en anderledes håndtering fra hans hold, Jumbo-Visma. 

Fordi en status som den seneste vinder af den mytiske gule trøje forpligter, og interessen omkring ens person eksploderer.

Nu ser Riis en forandret mand ved cykelløbene.

»Min mor – som jeg i øvrigt ikke havde meget med at gøre – sagde til mig, at jeg ville blive moden, når jeg blev 30. Det havde hun så sandelig ret i.«

»Måske bliver Jonas Vingegaard det før, men han er i en modningsproces. Det er sundt i forhold til det job, han har, det pres, der ligger på ham, og de opgaver, der venter ham i fremtiden.«

»Vi kommer til at se ham blive mere moden og styre flere ting. Han skal ikke skubbe dem fra sig.«

Jonas Vingegaard har været flyvende ved Dauphiné indtil videre.
Jonas Vingegaard har været flyvende ved Dauphiné indtil videre. Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Han skal tage noget ansvar for at finde ud af, hvad han har brug for. Det kræver kommunikation med folk omkring ham. Han skal være bevidst om tingene.«

Lige nu flyver Vingegaard af sted i de franske alper til Critérium du Dauphiné. Dominansen er så enorm, at det minder om en krig, hvor han er tungt bevæbnet og modstanderne skal kæmpe med bare næver.

Kun en mand er reelt på niveau med Vingegaard i den type løb. Tadej Pogacar, som lige nu er ude grundet en skade.

»Ærgerrighed kommer med det at være nummer ét. Vil du være nummer ét, skal du være ærgerrig. Det skal være en motivationsfaktor for dig. Det er med til at drive ham og Pogacar,« siger Bjarne Riis.

»Jonas er vokset meget, han er inde i en fin udvikling. Han er klar til Touren og kører stærkt. Det er kun et spørgsmål om, hvor god Pogacar er, om Jonas vinder.«

I 2021 snuppede sloveneren sejren i verdens største cykelløb. I fjor fik danskeren vippen ham ad Tour-tronen. I år kommer de to formentlig til være på en anden planet end alle andre konkurrenter.

»Jonas hviler mere i sig selv. Han skal ikke bevise for nogen lige nu, at han skal vinde Tour de France. Alle ved, at han er kaptajn. Det i sig selv tror jeg, er meget vigtigt for Jonas. Fordi det giver ham mindre stress, at han stort set kun skal koncentrere sig om at slå én mand.«

Tour de France starter lørdag 1. juli i baskiske Bilbao.