En festfyrværkeri af en etape startede og sluttede i Toulouse, da det var svært at holde hoved og hale i hvad, der skete. 

Der kom angreb fra højre og venstre – også fra Jonas Vingegaard. 

I det hele taget var Visma-Lease a Bike kraftigt med til at animere etapen, og Vingegaards holdkammerat Wout van Aert forsøgte sig endnu engang med en etapesejr. 

Det kiksede imidlertid for den belgiske stjerne, der lå i udbrud meget af dagen og endte på femtepladsen.

Wout van Aert (forrest i gult) lå i udbrud på meget af dagens etape og endte på femtepladsen.
Wout van Aert (forrest i gult) lå i udbrud på meget af dagens etape og endte på femtepladsen. Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det kommer ikke som en overraskelse, men jeg synes, det er helt forkert. Jeg synes ikke, man kan stille op til Tour de France og sige, man vil vinde, og så lade dine hjælperyttere bruge kræfter på den måde,« siger B.T.s Tour de France-ekspert, Bjarne Riis.

 »Det er at jeopardize det (bringe det i fare, red.). Jeg har svært ved det, og det er generelt forkert i min bog.«

»Vi er enige om, at Wout van Aert er noget specielt og kan noget helt specielt, men det har han ikke vist i denne her Tour. Han er ikke ligeså stærk som for et par år siden.«

Ad to omgange forsøgte Jonas Vingegaard at ryste sin store rival, Tadej Pogacar.

Jonas Vingegaard (yderst til højre) angreb på dagens sidste stigning. Men det var ikke en særlig potent angreb.
Jonas Vingegaard (yderst til højre) angreb på dagens sidste stigning. Men det var ikke en særlig potent angreb. Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Først skete det midt på etapen, da manden i gult, Ben Healy, trådte på speederen og angreb på et tidspunkt, hvor sloveneren lå langt tilbage i feltet. Og Vingegaard fulgte med.

»Jeg synes, det var fint. De skulle de også. UAE lå og snorksov, og på sådan en etape kan man ikke tage en blunder. Det er der ikke plads til. Man må holde sig til og have fokus, når de kører sådan dér. Jonas gjorde det helt rigtige ved at teste Pogacar af,« siger Bjarne Riis.

Til gengæld er han ikke ligeså entusiastisk for danskerens stød sidst på etapen.

Da favoritterne var på vej over dagens sidste stigning, Côte de Pech David, stak Vingegaard afsted kort inden toppen.

Et angreb, der ikke resulterede i noget, og som Bjarne Riis heller ikke forstår. 

»Jeg synes, det var et lidt lousy angreb. Jeg forstår ikke helt, hvorfor han gjorde det, om det var fordi, han følte sig forpligtet til det. Personligt synes jeg, at det var dumt at angribe dér, 20 meter fra toppen. Hold dig nu bare i ro, Jonas. Det virkede ret nyttesløst.«

»Hvis han mente noget med angrebet, mener jeg, at han skulle have angrebet i bunden af stigningen, eller allersenest halvvejs. Jonas, hvis du angriber, så gør det ordentligt.«

Under etapen styrtede Tadej Pogacar, og det resulterede i en stor diskussion i kølvandet på etapen.

Læs mere om det her.