Bjarne Riis lagde ikke skjul på sin store forargelse over, at det torsdag kunne lade sig gøre for danskerholdet Astana at blive fanget af sidevinden på Tour de Frances sjette etape.

»Det er lige før, jeg bliver rasende. Det er et kæmpe nederlag og en skuffelse. Det er dårligt arbejde af deres holdledere og deres sportsdirektører. Det kan ikke være så svært at finde ud af,« lød det blandt andet fra Bjarne Riis på TV2.

B.T. videregav fredag morgen Bjarne Riis' kritik til Astanas danske sportsdirektør, Lars Michaelsen.

»Jamen, han har jo lidt ret. Men uden at gå i detaljer, så skete der en miskommunikation. Det foregik også så langt fra mål, at det ikke var farligt,« lød det fra Lars Michaelsen, som også fremhævede, at angrebet ikke kom fra et af klassementsholdene.

Foto: Claus Bonnerup
Vis mere

»Man skal huske, at Quick-Step, der satte tempo i sidevinden, havde en dobbelt-agenda. De skulle lukke hullet op til udbruddet, og de skulle lægge pres på nogle af deres konkurrenter. Og når de laver sådan et nummer så langt fra mål, så har de ansvaret for at føre det igennem de sidste 110 kilometer på deres skuldre. Og det ville de ikke kunne, vidste vi.«

»Der var ikke panik i bilen, og det skal der heller ikke være. Og det vigtigste var, at der heller ikke var panik hos Jakob (Fuglsang, red.),« sluttede Lars Michaelsen