Da Jonas Vingegaard udgik af Paris-Nice var beskeden, at den danske stjerne havde slået armen.

Senere afslørede han over for B.T., at han også pådrog sig en hjernerystelse i forbindelse med styrtet, der skete langt fra mål.

»Efter styrtet var jeg svimmel, og efter etapen fik jeg meget kvalme og var utrolig træt, hvilket fortsatte de næste mange dage,« lød det fra Jonas Vingegaard.

Siden har flere stillet spørgsmålstegn ved, hvordan Visma-kaptajnen potentielt kunne køre mere end 80 kilometer med en hjernerystelse. Men nu fastslår den tidligere cykelrytter og holdejer Bjarne Riis til B.T., at det ikke er så ligetil.

Jonas Vingegaard gennemførte femte etape, men måtte kaste håndklædet i ringen og udgå efterfølgende.
Jonas Vingegaard gennemførte femte etape, men måtte kaste håndklædet i ringen og udgå efterfølgende. Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix

»Det er vanskeligt. Problemet med cykelsporten er jo, at rytterne styrter af og til, og så er der ikke tid til at lave en ordentlig undersøgelse,« lyder det fra Bjarne Riis. 

»Så vi kan sagtens pege fingre ad hold og løbslæger og sige, 'hvordan kan I lade ham køre videre?' Men giver man sig tid til at lave en ordentlig undersøgelse, så er feltet væk. Det er et dilemma, og jeg er bange for, at det uheldigvis er noget, vi bliver nødt til at leve med. Sådan er cykelsporten indrettet. Der er ikke tid.«

Jonas Vingegaard styrtede så langt fra mål i Paris-Nice, at tv-transmissionen endnu ikke var startet.

Derfor er det umuligt at gengive præcis, hvad der skete. Men uanset, hvordan man vender og drejer det, er det en hektisk situation, når en rytter skal tjekkes efter et styrt under et løb, forklarer Bjarne Riis.

I de dyrebare sekunder sidder sportsdirektører og læger med »en puls på 150.«

»Når man er sportsdirektør og sidder i bilen, er instinktet at fare hen til rytteren, og så tænker man på at få ham på cyklen så hurtigt som muligt. Du registrerer manden, hvor slemt vedkommende har det, og hvorvidt han bliver liggende, hvordan han ømmer sig,« forklarer Bjarne Riis.

»Så kigger du på cyklen, og her ved mekanikeren nøjagtig, hvad han skal. Herfra skal rytteren op på cyklen så hurtigt som muligt og afsted. Rytteren har samme instinkt: at rejse sig op og skulle afsted med det samme.«

I praksis kan der opstå tilspidsede situationer, hvor det kan være svært at vurdere, hvorvidt en rytter med sikkerhed lider af en hjernerystelse.

Bjarne Riis.
Bjarne Riis. Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Og indimellem vil der sportsligt være så meget på spil, at det vil være næsten umuligt at træffe den rigtige beslutning.

»En læge ville måske have en anden holdning til det, men jeg ser det ud fra et logisk synspunkt, og hvordan tingene reelt er i et felt. Helt ærlig, hvad gør du i Tour de France, hvis en rytter har slået hovedet?« spørger Bjarne Riis.

»Man kan godt slå hovedet uden at have slået sig alvorligt. Er det nok til at skulle stå af, hvis man sidder i den gule trøje eller håber på at tage den dagen efter? Skal man stoppe og stå af, hver gang man er i tvivl? Huha, den er svær.«

Jonas Vingegaard måtte melde afbud til Catalonien Rundt på grund af styrtet på de franske landeveje.

Indtil videre vides det ikke, hvornår den dobbelte Tour-vinder skal køre løb igen.