Bjarne Riis og den tidligere Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen ønsker at blive en del af cykelsportens World Tour med et hold allerede fra 2017.

Det oplyser de på et pressemøde i København torsdag.

Projektet skal være en del af deres firma Riis/Seier Holding Company, som efter ambitionen skal skabe en bæredygtig forretning inden for cykelsport. Herunder skal der være plads til et World Tour-hold. De har sammen lagt 37 millioner i puljen for at starte firmaet. Nu er de i gang med at sondere mulighederne for, hvordan de bedst muligt kan få et hold på skinner allerede til den næste cykelsæson.

For Bjarne Riis vil der tale om comeback til sporten, efter at han blev fyret som sportslig ansvarlig for cykelholdet Tinkoff-Saxo for lidt mindre end et år siden.

»Jeg har ikke holdt fri fra cyklingen, siden jeg var syv år. Det har været hårdt. Det har givet mig mulighed for at se sporten udefra og set, hvilke muligheder der er.«

»Jeg føler mig klar og motiveret til at vende tilbage til sporten. Det skal være nytænkende og spændende også på forretningssiden,« siger Bjarne Riis på pressemødet.

Både Riis og Seier erkender, at det er svært at tjene penge på et professionelt cykelhold, men det vil de forsøge med en række tiltag, der også relaterer til cykling.

Det vil blandt andet omfatte cykelrejser, simulatorcykler og en fitness-app.

Bjarne Riis har i de seneste dage været sat i forbindelse med ambitiøst, nyt cykelprojekt fra Bahrain, som vil udfordre de bedste i sporten. Men det var Riis ikke inde på i forbindelse med pressemødet.

/ritzau/

Herunder kan du læse, hvordan pressemødet forløb i BTs live-blog.