Oleg Tinkov, Bjarne Riis og Stefano Feltrin vil udvikle verdens bedste cykelhold. Her er deres plan.

Der var dengang, hvor Bjarne Riis blev bredt anerkendt for at være den innovative mand i cykelsporten. Han ansatte B.S. Christiansen, som tog rytterne med på overlevelsesture for at skubbe til rytternes grænser og bygge fællesskab.

Carlos Sastre stod på ski for første gang, og Ivan Basso hoppede i havet fra syv meters højde, selvom han ikke kunne svømme. I massagerummet stod Ole Kåre Føli med healende hænder og sørgede for optimal restitution.

Det hjalp alt sammen, hed det sig, og resultatet blev, at Bjarne Riis udviklede verdens bedste cykelhold. Om der så også var doping inkluderet i processen til at opnå resultater på landevejene, mangler fortsat at blive afklaret. Essensen er, at Bjarne Riis lykkedes med at skabe resultater på skuldrene af historiefortællingen om alternative og innovative metoder.

I dag er den innovative mand i cykelsporten general manager på Team Sky, David Brailsford. Sammen med Team Sky har han overtaget både historiefortællingen og resultaterne, så verdens bedste hold med afstand er det britiske storhold.

Den balance skal ændres, og det nye ejerskab på Team Tinkoff-Saxo gør, at holdet for alvor er klar til at tage kampen op med Team Sky.

- Vi anerkender, at Team Sky har gjort rigtig meget godt, og lige nu har vi et hul op til dem. Det er vores mål at lukke hullet og overhale dem, fortæller Team Tinkoff-Saxos nye administrerende direktør, Stefano Feltrin, i et interview med BT.

I jagten på at blive verdens bedste cykelhold står tre personer øverst med ansvaret. Den nye ejer, Oleg Tinkov, leverer pengene, Bjarne Riis har det sportslige ansvar, og Stefano Feltrin står med ansvaret for organisationen bag cykelholdet.

Den sidstnævnte del har de senere år fået større og større betydning i cykelsporten. Her sker der store oprustninger, og det vil også ske på Team Tinkoff-Saxo. Det gælder om at opnå ’marginal gains’, som David Brailsford har gjort til den mest moderigtige vending i cykelsporten. Det gælder om at optimere på alle områder i håbet om at køre hurtigere på landevejene. Feltrin vil bruge Team Skys egne metoder til at slå dem.

- I dag handler det om ’marginal gains’. Man kan måske ikke engang vinde sekunder på en enkelt etape, men så kan man spare energi til kommende etaper, og det er vigtigt. Vi skal i gang med at skabe et bedre system på Team Tinkoff-Saxo med nogle nye løsninger. Vi har godt nok et hul op til Team Sky, men hullet er ikke så stort. Så vi føler os tæt på.

- Bjarne Riis er stadig den innovative type, som altid har ideer og prøver nye ting af.

Lidt karikeret skal Team Tinkoff-Saxo i gang med at finde sin nye B.S. Christiansen og Ole Kåre Føli, som kan slå Team Sky og holdets ide med en svømmetræner og rødbededrik.

Træningslejre, træningsintensitet, kost og ernæring, restitution og udstyr. Alle processer skal kigges igennem. Den sportslige del bliver Bjarne Riis’ ansvar, men beslutningerne tages i sidste ende af Stefano Feltrin, som er Oleg Tinkovs udstrakte arm på holdet.

- Vi vil have en mere videnskabelig tilgang bag vores beslutninger, og det gælder både på den kommercielle del og den sportslige del. Vi vil forsøge at udvikle os, så alle vores beslutninger bliver truffet ud fra fakta og videnskabelige svar. Vi vil altid bruge det, der er det bedste ud fra videnskaben. Det gælder i forhold til, hvad der er bedst at drikke og spise, hvilken massage der er bedst og hvilken træningslejr, der er bedst. Alt hvad der er omkring rytterne.

Stefano Feltrin er uddannet advokat og har i mange år arbejdet med sport. Han var således også med, da Oleg Tinkov for et par år siden første gang forsøgte sig i cykelsporten med Tinkoff Credit Systems, som blev til Katusha. Feltrin har arbejdet med America’s Cup, med amerikanske ishockey-hold, og i syv år var han sponsorrepræsentant for Formel 1-holdet Renault, som i dag hedder Lotus. Samme hold som forleden offentliggjorde en ny sponsoraftale med Saxo Bank.

Han vil bruge sine erfaringer herfra og skabe nye samarbejder mellem Team Tinkoff-Saxo og andre sportsgrene.

Som dengang han fik det daværende Liquigas-hold til at mødes med et America’s Cup-hold.

- Jeg vil forsøge at skabe kontakter til andre sportsgrene, så vi kan lære af dem. Vi vil have en tæt kontakt, og vi vil kigge på, hvad de gør, hvordan de gør det, og så vil vi se, om vi kan lære af det. Jeg tror, man lærer meget ved at se tingene fra andre perspektiver.

Efter Oleg Tinkov overtog cykelholdet, er økonomien ikke længere et problem. Den russiske milliardær tøver ikke med at kalde holdet for sit legetøj, og han har rigeligt med penge til at vedligeholde legetøjet. I et nyligt interview fortalte han, at han gerne så, at holdet køber tre af tidens største profiler Peter Sagen, Fabian Cancellara og Chris Froome til sæsonen 2015. Hvis man læser gennem provokation og pral, udstråler det Tinkovs ambitioner og mål for fremtiden. Kun det bedste er godt nok, og den rettesnor vil være gældende fra top til bund i organisationen.

- Vi vil altid have de bedste produkter, og hvis ikke vi kan lave sponsoraftaler om de bedste produkter, så vil vi købe dem. Det er muligt for os, fordi vi har Oleg Tinkov til at finansiere holdet. Det er ikke så afgørende for ham, om der er sponsorer på trøjen, og det er det smukke ved det her projekt, for det er et længerevarende projekt.

- Oleg Tinkov har et mål om at lave det bedste hold. Hvis han ser, at vi kan opnå ’marginal gains’ et sted, og det er økonomisk muligt, så vil han gøre det, siger Feltrin.

Team Tinkoff-Saxo har fortsat hovedkontor i Lyngby, ligesom der stadig er danskere ned gennem hele organisationen. Indtil videre er der kun kommet få nye folk til, men Oleg Tinkov kalder selv denne sæson for en overgangssæson. I 2015 kan han for alvor sætte sig præg. Det betyder, at holdet kommer til at køre på russisk licens med russisk flag. Det danske islæt vil langsomt forsvinde.

En del af holdets nye strategi er en mere åben tilgang til omverdenen. En retorik, som også bruges hos Team Sky. Her har David Brailsford længe talt om gennemsigtighed. I en mistroisk tid i cykelsporten er det et nøgleord. Ingen hemmeligheder, fortæller Feltrin.

- Vi vil ikke skjule os. Vi vil stå til rådighed, og vi vil fortælle, hvad vi laver. Der er selvfølgelig en vis timing i, hvornår man siger hvad, fordi vi måske kan få en sportslige fordel. Derfor vil vi ikke afsløre alle vores træningsmetoder over for vores konkurrenter. Men vi vil ikke have nogen hemmeligheder.