Riis med opråb: 'Du er nødt til det, Vingegaard'
»Han risikerer at blive overhalet nedefra. Og det var godt på vej under Tour de France,« lyder det fra Bjarne Riis. Han opfordrer Jonas Vingegaard til at skifte træner eller hold.

»Han risikerer at blive overhalet nedefra. Og det var godt på vej under Tour de France,« lyder det fra Bjarne Riis. Han opfordrer Jonas Vingegaard til at skifte træner eller hold.

»Jeg tror ikke, Jonas Vingegaard er færdig med at cykle. Men han ligner mere en, der er på vej ud end på vej ind.«
Ordene falder, da Bjarne Riis bliver bedt om at beskrive Jonas Vingegaards 2026-sæson.
Et år fyldt med succeser – men også skuffelser.
Med sejre i Giro d'Italia, Paris-Nice og Catalonien Rundt fik danskeren næsten fuld plade. Men det sidste, man så til ham i et cykelløb i 2026 var det styrt, der sendte ham ud af Tour de France.
»Jonas har nu vundet alle tre grand tours med sin flotte Giro-sejr. Det skal vi huske. Men som fan – og med min tilgang og erfaring – synes jeg virkelig det er ærgerligt, når han kommer for at vinde Touren og ikke er i form,« lyder vurderingen.
Jonas Vingegaard lå nummer to i Tour de France, da han udgik.

Men visse aspekter af Visma-stjernens udvikling får den tidligere rytter og holdejer til at slå alarm.
»Vi skal snart til at stoppe med at måle ham op mod Pogacar. Sloveneren er one of a kind. Det har Jonas også været langt hen ad vejen, men han skal møde op i topform,« forklarer Riis.
»Han risikerer at blive overhalet nedefra. Og det var godt på vej under Tour de France, fordi han ikke var i stand til at accelerere.«
Dagen inden han udgik, blev Vingegaard blandt andet sat af stjernefrøene Paul Seixas og Isaac del Toro. Fremover bliver de formentlig kun bedre.
Danskerens manglende evne til at følge med Pogacar, når han trykkede på speederen, var et gennemgående tema ved årets Tour de France.
»Han siger, at han er godt forberedt og aldrig har været bedre. Men det er han jo ikke, og der irriterer mig, at jeg skal gå imod det. Man kan se det med det blotte øje,« forklarer han.

»Jeg skal ikke blande mig i, hvordan de gør det hos Visma. Men jeg kan se, de ikke har trænet accelerationen. Skift træner eller hold, hvis de ikke kan finde ud af det. De er nødt til at gøre noget, hvis de vil være med i gamet.«
Mange stiller lige nu spørgsmålstegn ved thyboens lyst til at fortsætte som cykelrytter på absolut topniveau med de mange ofringer, det kræver.
Senest valgte han ikke at køre flere løb i 2026 og stoppe sæsonen tidligere end nogensinde før.
Spørger man Bjarne Riis, er der flere faktorer, der gør, at Vingegaard kan have det svært.
»Familie, ham selv, hans mindset, hans vilje, hans hold, hans træner. Har Vingegaard den sult, der skal til?«
Med det tidlige sæsonstop lader det til, at der kommer til at gå 7-8 måneder mellem hans styrt i Tour de France og hans næste løb.
»I princippet lader det til, at han har behov for at koble mere og mere af for hvert år,« mener Bjarne Riis.
»Jeg synes, han skal søge ny motivation. Om det er et nyt hold eller en ny træner, det ved jeg ikke. Men han er nødt til at finde noget inspiration og motivation til at træne anderledes og gøre de ting, der skal til for at være på topniveau.«
Jonas Vingegaard bliver 30 år til december. Han har kontrakt med Visma-Lease a Bike til og med 2028.