Det er en kæmpe ommer, Visma.
Sådan lyder det fra Bjarne Riis, der slet ikke tilfreds med Visma-Lease a Bikes håndtering af Jonas Vingegaard og den hjernerystelse, han pådrog sig i foråret.
Kort fortalt udgik danskeren af Paris-Nice efter styrt - officielt–grundet et slag på armen – men ti dage senere afslørede den dobbelte Tour-vinder i B.T., at han faktisk pådrog sig en hjernerystelse.
Og den kommunikation får voldsom kritik af B.T.s cykelekspert og tidligere holdejer.

»Der gik så længe, før der kom en forklaring, og det synes jeg er ringe. Jeg ved, at den er tough og hård, men det er sådan, det er,« fastslår Bjarne Riis.
»Nu tænker jeg ikke som mig selv, men som fan. Jeg synes, de skulle have meldt hans hjernerystelse ud noget før. Det er skuffende, at det kom så sent, at folk begyndte at spekulere i, hvor Jonas var henne, og hvorfor han ikke kører løb.«
Meldingen om hjernerystelsen kom fra Jonas Vingegaard selv, da han udtalte sig til B.T. Det var ikke hans arbejdsgiver, Visma-Lease a Bike, der meldte det ud.
Og det er en graverende fejl, mener Ørnen fra Herning.
»Jeg vil ikke blame Jonas for det, men holdet. Det er deres pligt at sige til Jonas, at de skal have den slags ud. Måske synes han og familien, at de skulle holde det for sig selv, men det er forkert.«
»Holdet burde træffe en beslutning om, at de melder det ud til deres fans. Så er der mere forståelse, mindre kritik, og folk bliver mindre skeptiske i forhold til, hvad der er galt med Jonas,« siger Bjarne Riis.
»Det er ærgerligt, både for Jonas og hans image. Den slags skal ud, inden alle mulige spekulationer kommer. Det virker uprofessionelt, hvis du spørger mig. De sover i timen, og det er helt unødvendigt.«
B.T. har rakt ud til Visma-Lease a Bike for at få en kommentar på kritikken fra Bjarne Riis.
Visma-Lease a Bike oplyser til B.T., at de ingen kommentarer har til kritikken, og at de fokuserer på Critérium du Dauphiné, hvor Vingegaard i øjeblikket kører løb.
