Riis kommer til at huske særligt øjeblik: 'Jeg synes, det er så smukt'
»Det savner jeg tit på min vej,« siger Bjarne Riis.
»Det savner jeg tit på min vej,« siger Bjarne Riis.

Pogacar har fået mange hug under Tour de France.
Rigtig mange har slynget dopingmistanker frem, mens han er blevet kritiseret for at være for grådig med sine mange sejre.
Lørdag var det det modsatte, og her var flere ude med riven efter det slovenske fænomen, der ofrede sine egne sejrschancer for at hjælpe holdkammeraten Isaac del Toro.
Og de billeder understregede en vigtig pointe, der ligger Bjarne Riis meget på sinde. For en episode glemmer han ikke.
»Det, han gjorde lørdag, hvor han kørte for del Toro og hyldede sit hold bagefter, kommer jeg til at huske,« siger B.T.s Tour de France-ekspert.
»Han sætter sit hold i højsædet. Det er sådan noget, jeg har kæmpet for en stor del af mit liv. Hvis man ikke kalder det for teamwork i allerhøjeste klasse, at han som leder iscenesætter det her og giver noget tilbage til teamet, hvad er det så?«

»Jeg synes, det er så smukt. Hold nu op, hvor jeg savner teamwork på det allerhøjeste plan. I det liv og den verden, vi lever i i dag. Derfor kan jeg kun hylde det, han gør.«
På lørdagens etape hjalp Tadej Pogacar Isaac del Toro for at sikre sig, at holdkammeraten kom på podiet i Paris med sin samlede tredjeplads.
Og da han blev adspurgt om, hvorfor han egentlig ofrede sig for sin holdkammerat, svarede Tadej Pogacar ved at liste alle de hjælperyttere op, der har hjulpet ham med at vinde den gule trøje for femte gang.
»Hans generøsitet, og den måde han værdsætter alles opgave på holdet – ikke kun ryttere, også staff – der gør, at alle giver det bedste af sig selv for hans skyld. Fordi han er den leder, som han er. Det er der virkelig mange, der kan lære af,« påpeger Bjarne Riis.

»Mange burde lade sig inspirere af det. Der har han fat i noget, som vores samfund har brug for. Alle unge sportsudøvere kunne lære så meget af det. Det savner jeg tit på min vej.«
På trods af kritik nærmest uagtet, hvad Pogacar har gjort, har Riis blot en dyb beundring for UAE-stjernen.
»Der er folk, der kritiserer ham, fordi han vinder for meget. Så får han tæsk, fordi han hjælper sine holdkammerater. Hvornår bliver folk tilfredse? Kan de ikke bare nyde et vidundermenneske? Personligt er jeg dybt imponeret og fascineret,« siger han.