Efter sin tilbagevenden til toppen af cykelsporten har Bjarne Riis sendt en undskyldning til Tour-chefen.

Da arrangøren af Tour de France-starten i Danmark til næste år tirsdag løftede sløret for ruterne på de tre danske etaper, blev Tour-løbsdirektør Christian Prudhomme også spurgt til Bjarne Riis.

Den tidligere danske holdejer offentliggjorde i januar, at han havde købt sig ind på det sydafrikanske NTT-hold og fremover skal være øverste sportslige ansvarlige på holdet.

Efter sine dopingindrømmelser for mere end ti år siden og afsløringen af doping på hans tidligere CSC-hold har Prudhomme aldrig lagt skjul på, at han ikke havde høje tanker om Riis.

Men med tilknytningen til NTT kommer Riis også til at være med ved Tour de France til sommer formentligt - og til starten i Danmark i 2021.

Danskeren har tilsyneladende godt vist, at han ikke var den mest velkomne hos Tour-ledelsen, og Prudhomme kunne fortælle, at han mandag havde modtaget en mail fra Bjarne Riis.

- Jeg hørte for nogle uger siden, at Bjarne Riis igen var kommet ind på et cykelhold. ASO har ikke været inddraget i den beslutning, fortæller Tour-direktøren fra scenen i Vejle ifølge oversætteren.

- Men jeg modtog i går (mandag, red.) en mail fra Bjarne Riis, hvor han beklager, hvad der er sket, hvad han har sagt, og hvordan han har behandlet den gule trøje.

Riis vandt Touren i 1996, men har efterfølgende indrømmet, at han var dopet, da han vandt. Som mange andre tidligere Tour-vindere har indrømmet og fået status af paria hos Tour-ledelsen.

Det lader dog til, at Riis' mail har mildnet den Christian Prudhomme.

- Selv om det ikke betyder, at man kan slå en streg over fortiden, så hilser jeg det velkommen, og det er et skridt fremad, siger han.

Fortid er det til gengæld ikke, at der for få dage siden kom en historie frem, som satte den danske stjernerytter Jakob Fuglsang i forbindelse med den livstidsudelukkede dopinglæge Michele Ferrari.

Fuglsang har efterfølgende selv afvist, at det har noget på sig, men det er stadig noget, som Christian Prudhomme har noteret sig.

- Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige, for vi har stadig ikke fået nogen udtalelse fra CADF, og det vil det også kræve, førend UCI kan udtale sig, siger han.

- Men med den historie som cykelsporten har, og det brændemærke, den har efter problemerne med doping, så er det selvfølgelig noget, vi følger nøje.

/ritzau/