Bjarne Riis kørte op til løbsdirektørens røde Lancia.

Ligesom alle de andre ryttere havde han fået nok, men det var ham, der tog teten og ville konfrontere Jean-Marie Leblanc.

Det sportslige fokus var væk, og alt handlede om snyd, mistanke og dopingampuller ved Tour de France i 1998.

»Det er et afsnit i mit, liv som ikke er særlig behageligt. Selvfølgelig har jeg episoder med gode ting, som cykelsporten har bragt mig. Men det er selvfølgelig trist at se billederne og tænke tilbage på det. Og noget mærkeligt at se. Nogle af de billeder har jeg aldrig set. Jeg kan ikke huske nogle af episoderne,« siger Bjarne Riis til Tour de ja-vu på TV 2.

Bjarne Riis er cyklet op til løbsdirektør Jean-Marie Leblanc ved 17. etape af Tour de France for at demonstrere mod behandlingen af TVM-holdet dagen forinden.
Bjarne Riis er cyklet op til løbsdirektør Jean-Marie Leblanc ved 17. etape af Tour de France for at demonstrere mod behandlingen af TVM-holdet dagen forinden. Foto: JOEL SAGET
Vis mere

I programmet bliver Riis præsenteret for forskellige billeder fra 17. etape af Tour de France det år, hvor rytterne havde fået nok af det, hvad de anså som det franske politis heksejagt på dopingsyndere.

Undervejs blev Festina-holdet smidt ud. Allerede inden løbet var det tæt på, da holdets soigneur Willy Voet blev stoppet med dopingampuller, og holdets sportsdirektør Bruno Roussel erkendte snyderiet.

Også TVM-holdet blev snuppet med ulovlige midler i sportstaskerne, og det fik politiet til at gå hårdt efter holdene med afhøringer og dopingtests på alle tidspunkter i døgnet.

Bjarne Riis, der selv har indrømmet brugen af doping fra 1993-1998, tog forhandlingerne med Tour de France-ledelsen i egen hånd, og det er ikke sjovt, når han genser billederne fra løbet den dag i dag.

Bjarne Riis taler med rytterne under 17. etape.
Bjarne Riis taler med rytterne under 17. etape. Foto: JOEL SAGET
Vis mere

»Ville jeg have været det foruden? Gerne,« siger han:

»Hvis jeg kunne, havde jeg lavet historien om rigtig mange gange. Men jeg kan ikke lave det om. Desværre.«

Under etapen stoppede rytterne og satte sig på vejen i protest, inden de gik med til at fortsætte.

17. etape endte med, at feltet kørte samlet over målstregen med TVM-holdet i spidsen.

Bjarne Riis (og Tour-direktør Jean-Marie Leblanc.
Bjarne Riis (og Tour-direktør Jean-Marie Leblanc. Foto: PATRICK KOVARIK
Vis mere