Det gik slet ikke som håbet for Danmark.

I stedet for at køre med om medaljer storskuffede de rød-hvide ved EM i cykling.

Og ifølge Bjarne Riis ligger Danmark fuldstændig, som de har redt.

Han kommer med hård kritik.

»Jeg synes, det er useriøst. Af Mads P.s hold Lidl-Trek, af ham selv og af landstræneren Michael Mørkøv,« lyder det fra den tidligere cykelrytter og holdejer.

For spørger man Riis, er der nemlig drevet rovdrift på den danske stjerne, der endte som nummer 36.

Bjarne Riis er slet ikke imponeret af Danmark i forbindelse med EM-løbet i Slovenien. Foto: Bax Lindhardt

Mads Pedersen kørte nemlig løb i Tyskland dagen før EM i Slovenien. Han var i øvrigt også til start ved VM i Canada en uge forinden og i Italien dagen efter EM-løbet.

»Mads Pedersen kørte 200 kilometer dagen inden, at det var planen, at han skulle køre om medaljer. I min verden giver det ingen mening,« siger Bjarne Riis.

»Jeg synes, det er en mærkelig disponering.«

»Mørkøv burde have sagt, at han ikke ville have Mads P. med til EM, fordi han ikke var forberedt.«

Det var med firmaholdet Lidl-Trek, at Mads Pedersen kørte Sparkassen Münsterland, hvor han blev nummer 42.

Og det blev straffet hårdt, da danskeren kørte cykelløb dagen efter i Slovenien, mener Riis.

»Jeg synes, det er forkert. På en rute som den, de kørte EM på, så er du nødt til at være frisk. Mads siger, at han har behov for en benåbner (en hård tur, red.) dagen inden, og det er helt fint.«

»Men det duer ikke at køre 200 kilometer, køre leadout eller angribe i finalen dagen inden. Det er noget mærkeligt noget.«

Mads Pedersen kørte løb for Lidl-Trek, dagen inden han skulle jagte EM-medaljer med Danmark. Foto: Manon Cruz/Reuters/Ritzau Scanpix

Med til historien hører, at det danske landshold har været ramt af voldsomt mandefald i efteråret.

Stjernerne Mattias Skjelmose og Jonas Vingegaard har meldt afbud til løbene, og det har indsnævret mulighederne gevaldigt for landstræner Michael Mørkøv.

Er det ikke også fair at påpege, at Michael Mørkøv ikke har haft så mange muligheder grundet de mange afbud? 

»Det er ligegyldigt med afbuddene. Giv de unge ryttere chancen, prøv dem af. Der mener jeg, at en landstræner er nødt til at slå igennem,« siger Riis. 

»Kan han ikke få det optimalt, så tag unge ryttere med, der kan bygge noget op til fremtiden. Så kan de komme ud og snuse til savsmuldet. Jeg har svært ved at se, at de valg, der er blevet truffet, giver mening.«

B.T. har rakt ud til Michael Mørkøv og Lidl-Trek for en kommentar.

Førstnævnte er dog ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse, og storholdet har ingen kommentar, lyder det.

Bedste dansker til EM blev Mikkel Honoré på en 16.-plads