Riis' bekymrende melding: 'Jonas præsterer ikke som tidligere'
»Jeg er bekymret. For der er noget, de gør forkert,« siger Bjarne Riis.
»Jeg er bekymret. For der er noget, de gør forkert,« siger Bjarne Riis.

Dagene i Tour de France ligner desværre hinanden for Jonas Vingegaard og Visma-Lease a Bike.
Tirsdag tabte den danske cykelmyg endnu en gang tid til Tadej Pogacar, der leverede et vildt soloridt, og Vingegaards Visma-Lease a Bike-tropper var så godt som usynlige.
»Visma er bare ikke gode nok. De har ikke benene. Ingen af dem performer, som de har gjort tidligere. Ud over Piganzoli, der gjorde det fremragende,« siger B.T.s Tour-ekspert Bjarne Riis.
»Resten var ikke til noget.«
Davide Piganzoli var sidste mand hos Vingegaard, da han tog en stor føring på den sidste del af etapen.
Resten storskuffede.

Halvvejs på dagen var Victor Campenaerts distanceret med knap et kvarter, mens Sepp Kuss og Matteo Jorgenson blev parkeret og sat, inden det overhovedet blev sjovt.
»Vi har været vant til at se noget bedre. Hvis Jonas stiller til start for at vinde Touren, skal der noget andet til. Det med at slå Pogacar, det er en helt anden snak. Lige nu kan Visma ikke engang forsvare hans andenplads,« mener Bjarne Riis.
»Jeg er bekymret. For der er noget, de gør forkert. Kuss og Jorgenson, de er der ikke. Campaenaerts har ikke tilnærmelsesvist vist noget. Jonas skal gøre det hele selv.«
Forløbet i Tour de France bør være anledning til at stille nogle seriøse spørgsmål til Visma-lejren, mener han.
»Jeg synes, nogen skal stille de her spørgsmål til Vismas sportsdirektør, Marc Reef: Hvad havde I egentlig forventet, og levede I op til de forventninger og jeres plan?«
»Måske er de klare over, at de ikke er gode nok og forsøger at kaste det ind under gulvtæppet.«
Tadej Pogacar satte et fatalt angreb ind med 15 kilometer til mål, hvilket efterlod Vingegaard alene i en gruppe med de øvrige favoritter.
Her sad danskeren isoleret uden nogen hjælperyttere, mens Lidl-Trek og Red Bull eksempelvis havde to ryttere hver.

»For mig at se laver Jonas to fejl. Den første er, at han ikke forsøger at gå med Pogacar, fordi han er bange for at eksplodere. Hvis han har ambitioner om at vinde Tour de France, så skal vi se på et tidspunkt, at han tør gå med.«
Han mener samtidig ikke, at det så ud til, at danskeren forsøgte at få nok hjælp fra konkurrenterne.
»Jeg synes også, Jonas kunne have haft lidt mere is i maven i forhold til at få de andre til at føre. Han er for gavmild.«
Danskeren sled sig selv op i håbet for at hente Pogacar på dagens sidste stigning, mens favoritter som Evenepoel, Ayuso, Lipowitz, Skjelmose og Seixas sad klistret til hans hjul.
I sidste ende kostede det Vingegaard placeringer, og han krydsede målstregen som nummer syv.
Og spørger man Bjarne Riis, er Jonas Vingegaards niveau også faldet.
»Jonas præsterer heller ikke, som han har gjort tidligere. Han kunne ikke accelerere, da Pogacar kørte. Det har han kunnet før. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det må være noget træningsmæssigt. Noget i hans forberedelse,« siger Riis.
»På den stigning, hvor Pogacar kører væk, kræver det en acceleration, hvis du vil prøve at udfordre ham. Du kan ikke sætte farten gradvist op med en kilometer i timen og slå et hold.«
»Hvis Jonas sidder på limit dér, så skal ambitionen ikke være at vinde Touren – men at forsvare den andenplads.«
Følg alt det seneste fra Tour de France i B.T.s liveblog lige her. Touren varer indtil søndag 26. juli.