Lørdagens 7. etape af Paris-Nice var en af dem, cykelseere i den grad så frem til.
Men på grund af voldsom regn bliver kongeetapen nu ændret markant.
Det oplyser arrangøren af Paris-Nice til flere medier, heriblandt TV 2 Sport.
Først blev målstregen rykket fra Auron til Isola på grund af sne.
Efterfølgende begyndte det så også at sne i Isola.
Nu lyder det så, at rytterne skal køres i busser 47 kilometer fra målstregen, vel at mærke efter de er blevet skrevet ind i Nice.
Det betyder, at Jonas Vingegaard og resten af feltet nu kun skal køre 47 kilometer af den etape, der skulle have været løbets vildeste.
»For at undgå nogle nedkørsler på den første del af ruten, som er blevet farlige på grund af regnen, vil rytterne derfor blive transporteret i deres holdbusser til et nyt startsted ved kilometer 73 på den oprindelige rute,« oplyser arrangøren.
Mållinjen vil fortsat være i Isola.
Holdbusserne forlader Nice klokken 12, og etapen vil begynde klokken 13.45.
Jonas Vingegaard ligger nummer et i klassementet før dagens 7. etape med tre minutter og 22 sekunder ned til Daniel Martinez på andenpladsen.
