Red Bull tager 25-årig dansker med til Vueltaen
Med god taktisk løbsintelligens kan Frederik Wandahl få mulighed for at jagte sine egne muligheder i Vueltaen.

Med god taktisk løbsintelligens kan Frederik Wandahl få mulighed for at jagte sine egne muligheder i Vueltaen.

Frederik Wandahl skal for første gang deltage i en grand tour, når han senere på ugen er til start i Vuelta a España.
Det oplyser Red Bull-holdet i et opslag på det sociale medie X.
25-årige Wandahl er udtaget til holdet, som tager slovenske Primoz Roglic med som kaptajn til klassementet. Roglic har vundet Vueltaen fire gange, men må anses som outsider i år, hvor Tadej Pogacar er den helt store favorit.
Derudover tæller Red Bulls hold profiler som Jordi Meeus, Finn Fisher-Black og Luke Tuckwell.
Wandahl har fået godt med løbsdage i år, efter at hans 2025-sæson blev forpurret af diverse uheld.
Senest deltog han i Polen Rundt, hvor han hjalp holdkammeraten Fisher-Black til en samlet andenplads.
Ledende sportsdirektør Sven Vanthourenhout fremhæver danskerens kloge hoved.
- Vi er glade for at have Frederik med på holdet, siger han til holdets hjemmeside.
- Han har en god taktisk løbsintelligens, som vi kan bruge, hvad enten det drejer sig om at komme i udbrud, gribe muligheder eller støtte holdet.
- At være med i en grand tour er også en god mulighed for hans videre udvikling, lyder det fra sportsdirektøren.
RITZAU